MORGEN: DF vil ikke acceptere svindel i forsvaret | Juraekspert foreslår forvaring til terrorkrigere

0
2117
Forsvarets Ejendomsstyrelse på Hjørring Kaserne. Forsvaret undersøger mulig svindel af to medarbejdere hos ejendomsstyrelsen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:

DF vil ikke acceptere svindel i forsvaret

Rigsrevisionen undersøger svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse, hvor to ansatte angiveligt er blevet anholdt

SVINDEL | Oven på endnu en historie om svindel i det offentlige – denne gang i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, hvor 54 ud af 64 indkøbssager i en stikprøveundersøgelse har været uregelmæssige – kræver Dansk Folkepartis forsvarsordfører Bent Bøgsted nu i Politiken en kulegravning af hele området. I december 2018 er der købt ind for næsten 300 mio. kr. af en samlet indkøbspulje på 500 mio. kr.

Bent Bøgsted understreger, at der også tidligere har været problemer hos forsvaret og er bekymret for at udfordringerne tilsyneladende ikke er løst.

Per Nikolaj Bukh, der er professor ved Aalborg Universitet, sammenligner sagen fra forsvaret med sagen fra Socialstyrelsen, hvor Britta Nielsen som ansat formåede at svindle sig til op mod 120 millioner kroner.

IS-krigere i Syrien. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

Juraekspert foreslår forvaring til terrorkrigere

IS-krigere, der kommer tilbage til Danmark skal kunne idømmes forvaring, mener juraekspert Henning Fuglsang

IS-KRIGERE | Juraeksperten Henning Fuglsang foreslår i Jyllands Posten, at IS-krigere, der kommer tilbage til Danmark, skal kunne idømmes forvaring. Forslaget kommer på baggrund af at flere fremmedkrigere formentlig kun vil kunne blive idømt relativt korte straffe i Danmark for eksempelvis at have rejst ud til et konfliktområde, da det er svært at dokumentere deres ugerninger. Men da de pågældende formentlig vil være farlige at have gående frit omkring i Danmark og der skal bruges mange ressourcer til at holde øje med dem, så kan løsningen være forvaring, mener Henning Fuglsang, der er ekstern lektor i internationalt ret ved Syddansk Universitet.

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup foretrækker, at IS-krigere bliver i Syrien, Tyrkiet og hvor de ellers opholder sig, men skulle de komme til Danmark, fordi regeringen ikke formår at holde dem ude, så kan muligheden for at idømme dem forvaring blive aktuel, siger han til Jyllands-Posten.

Højt humør da finanslovsaftalen blev præsenteret mandag aften. Men undervejs i forhandlingerne var stemningen så dårlig, at den radikale leder Morten Østergaard (tv.) søgte opbakning i sin hovedbestyrelse til at tage et folketingsvalg. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Finanslov: Radikal leder fik støtte i baglandet til at udløse valg

Den radikale hovedbestyrelse bakkede ifølge Berlingske bag et ønske fra den radikale leder Morten Østergaard, som ville tage et valg på finanslov, hvis ikke partiet fik indrømmelser nok

FINANSLOV| Forhandlingerne om finansloven var så tilspidsede til sidst, at den radikale leder Morten Østergaard fik opbakning i den radikale hovedbestyrelse til at udløse et valg, hvis partiet ikke fik nok indrømmelser. Det fremgår af en artikel i Berlingske. Morten Østergaard søgte opbakning i både hovedbestyrelsen og folketingsgruppen, og hovedbestyrelsen bakket fuldt op, mens et flertal af folketingsmedlemmerne bakkede op.

”Selv om et valg ville være et kæmpestort sats, var det bedre end at miste selvrespekten og troværdigheden,” lød det radikale ræsonnement ifølge Berlingske.

Angiveligt var stemningen så dårlig under de sidste dages forhandlinger, at Enhedslistens Pernille Skipper og Morten Østergaard råbte ad hinanden ved forhandlingsbordet. Men også forholdet mellem de radikale og Socialdemokratiet var meget anstrengt. Uenighederne gik på den økonomiske politik og udlændingepolitikken. De radikale krævede udlændingelempelser, som Socialdemokratiet ikke ville give, men det lykkedes til sidst de radikale at få afsat 40 millioner kroner, så Danmark kan tage ”op til 500 kvoteflygtninge,” som der står i aftalen.

Artiklen i Berlingske kan læses her (NB: Betalingsmur)

Dansk Folkepartis finans- og miljøordfører Rene Christensen. Foto: Steen Brogaard

Klimaforhandlinger må ikke gå ud over beskæftigelsen

Klimaloven skal fastslå, at initiativer der svækker beskæftigelsen, skal kompenseres med modsatrettede initiativer, mener de borgerlige partier

KLIMALOV| Dansk Folkeparti og de tre øvrige borgerlige partier, der indgår i forhandlingerne om den nye klimalov, er enige om, at klimainitiativerne ikke må gå ud over beskæftigelsen. De fire partier går derfor til forhandlingerne med klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) med det klare budskab, at det skal fremgå af klimaloven, at initiativer, der svækker beskæftigelsen i Danmark, skal kompenseres med initiativer, der går i den modsatte retning.

De fire partier mener allerede, at regeringen har forpligtet sig til en sådan løsning. I forståelsespapiret, som Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten indgik forud for regeringsdannelsen, er der nemlig indskrevet en generel ambition om at beskæftigelsen ikke måtte lide under regeringens initiativer.

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, forventer derfor, at regeringen uden videre bakker op om forslaget.

Marcus Knuth, der netop er skiftet til De Konservative, fotograferet på sit kontor på Christiansborg. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2019

Martin Henriksen: Marcus Knuths partiskifte giver ingen mening

Marcus Knuth vil have styr på indvandringen og mere kritik af islam, men hvorfor skifter han så til de Konservative, spørger DFs tidligere udlændingeordfører i debatindlæg

PARTISKIFT | “Jeg kan simpelthen ikke få øje på logikken her”. Sådan skriver Dansk Folkepartis tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen i et debatindlæg i Altinget om Marcus Knuths skifte fra Venstre til Konservative. Marcus Knuth, der var kendt som en hardliner på udlændingeområdet i sin tid som udlændingeordfører for Venstre, har begrundet sit skifte med, at der skal være styr på indvandringen og der skal være mere kritik af islam. Men hvorfor skifter han så til Konservative? Det forstår Martin Henriksen intet af:

“Før folketingsvalget foreslog De Konservative − i øvrigt sammen med Knuths gamle parti, Venstre − at øge indvandringen fra Malaysia, som har islam som statsreligion. De Konservative har i øvrigt også stemt imod asylstop, indførelse af grænsekontrol mod Sverige og så videre. Og jeg har siddet til mange udlændingeforhandlinger, hvor der ikke har været skyggen af hjælp fra De Konservatives side, når jeg har presset på for flere udlændingepolitiske stramninger,” skriver Martin Henriksen, som mener at ”Marcus Knuth blot har skiftet et indvandringsvenligt parti ud med et andet indvandringsvenligt parti”

Debatindlægget i Altinget kan læses her.

SF med partileder Pia Olsen Dyhr (i rødt) i spidsen har kæmpet hårdt for at få minimumsnormeringer i daginstitutionerne med i finanslovsaftalen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Prisen på vuggestue- og børnehavepladser vil stige på grund af finansloven

Når der skal indføres minimumsnormeringer vil en del af regningen blive sendt videre til forældrene, viser beregninger

MINIMUMSNORMERINGER | Flere pædagoger i vuggestue og børnehaver vil betyde, at forældrenes egenbetaling stiger. Danmarks Radio har fået tænketanken Kraka til at regne på finansloven, og i følge disse beregninger skal forældre i gennemsnit betale 1340 kroner mere om året for et barn i børnehave og 2740 kroner mere for et barn i vuggestue, når der indføres minimumsnormeringer i daginstitutioner.

For ganske vist er der sat 500 millioner kroner af i finansloven i 2020 til at hæve normeringerne – et beløb der skal stige til 1,6 milliarder kroner i 2025, hvor der højst må være tre børn pr. voksen i vuggestuer og seks børn pr. voksen i børnehaver. Men da kommunerne kan opkræve 25 procent af udgifterne til børnepasning i forældrebetaling, så vil de bedre normeringer udløse en højere forældrebetaling.

“Der er intet, der er sikkert, men kommunernes budgetter er i forvejen stramme. Og hvis de skal ud og finde 400 millioner kroner inden 2025, så er det svært at se, at de kan finde pengene på andre måder end ved at hæve forældrebetalingen,” siger økonom Kasper Albrechtsen fra Kraka til DR.

DR har lavet et kort, der viser, hvor meget forældrebetalingen kan stige i de enkelte kommuner. Kortet kan ses her.

Politiet efterlyser den 27-årige Tahir Ali Shan i forbindelse med et drab i Helgolandsgade i København 7. maj i år. Foto: POLITIFOTO/Ritzau Scanpix

Jagtes for skuddrab – er leder i Loyal to Familia

I følge Ekstra Bladet har den 27-årige Tahir Ali Shan, der jagtes for mordet på en 39-årig mand på åben gade i København, en ledende rolle i forbudt bande

DRABSMAND | Københavns Politi jagter den 27-årige Tahir Ali Shan (billedet), som mistænkes for at være indblandet i drabet på en 39-årig mand, som blev skudt på åben gade i København den 7. maj. Tahir Ali Shan har i følge Ekstra Bladet en ledende rolle i banden Loyal To Familia, som er erklæret ulovlig, og han er i forvejen dømt flere gange.

Tahir Ali Shan mistænkes for at have stået bag nedskydningen af den 39-årige mand, som blev skudt på klos hold i hovedet flere gange, mens han gik sammen med sin højgravide kone. Gerningsmanden forsvandt i en sort Audi A4 Avant, der blev ført af en anden person.

Den 39-årige var direktør i et håndværksfirma, som er mistænkt for omfattende svindel med moms.

POLITISK KALENDER – fredag den 6. december 2019

Arkivfoto

Kl. 10.00: Forespørgsel til børne- og undervisningsministeren om mobning

Vil regeringen med afsæt i de allerede etablerede indsatsområder rettet mod mobning i folkeskolen redegøre for, hvordan indsatsen er forløbet, omfanget af indsatsens gennemslagskraft, og hvordan regeringen fremadrettet vil skærpe indsatsen mod mobning, i lyset af at der tilsyneladende stadig er store udfordringer med mobning i folkeskolen? Af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Alex Ahrendtsen (DF).

TWITTER & FACEBOOK

DFs gruppeformand Peter Skaarup kommenterer finanslovsaftalen på Twitter: