MORGEN: Kirker åbnes i påsken | DF støtter ikke Afrika-aftale | Folkevalgte mister magt til embedsmænd

0
1914
Radiogudstjeneste i Vor Frue Kirke, søndag den 29. marts 2020. På grund af COVID-19 afholdes der ingen almindelige gudstjenester i de danske kirker. Regeringen har besluttet, at alle offentlige institutioners indendørs aktiviteter indstilles med øjeblikkelig virkning på grund af corona-situationen.

God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:

Kirker får lov at åbne i påsken

Kirkeminister Joy Mogensen bøjer sig for pres fra flere partier. Hun vil nu finde en løsning, så kirkerne kan holde åbent på en sundhedsmæssig forsvarlig måde i påsken

PÅSKE | Kirkeminister Joy Mogensen (S) vil nu finde en løsning, så kirkerne kan holde åbent i påsken. DFs kirkeordfører Marie Krarup har de seneste uger opfordret til, at der laves en særordning for kirkerne, så de kan åbnes op i påsken, trods de strenge corona-restriktioner, og nu meddeler kulturministeren, at regeringen arbejder på en løsning.

“Jeg er i dialog med folkekirken og sundhedsmyndighederne om, hvordan det kan ske på en god og betryggende måde. Det er afgørende, at gudstjenesterne sker på en sundhedsmæssig forsvarlig måde,” siger hun til Kristeligt Dagblad.

Flere kirkeordførere har peget på det absurde i, at købmænd og supermarkeder får lov at holde ekstra åbent i påsken, mens kirkerne skal være lukkede i den kristne kirkes vigtigste højtid.

Lektor emeritus Hans Raun Iversen mener, at det var en historieløs beslutning at lukke kirkerne. Han mener, at biskopperne skulle have stået på retten til at holde åbent:

“De satte ikke foden ned, da de havde muligheden. Jeg mener, biskopperne på det punkt har fejlet i deres håndtering af denne krise,” siger han til Kristeligt Dagblad.

Læs mere i Kristeligt Dagblad her.

Trafikprop i Nigeria, hvor myndighederne forsøger at begrænse spredningen af ​​coronavirussen. Foto: REUTERS / Afolabi Sotunde

DF støtter ikke Afrika-aftale

Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) er sammen med et bredt flertal i Folketinget blevet enige om en større pulje til indsatsen mod coronavirus i Afrika og nærområder. DF siger nej til aftalen

UDVIKLINGSHJÆLP | Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) er blevet enig med en række partier i Folketinget om at udmønte en pulje på 650 mio kr. til indsatsen mod coronavirus i Afrika. Dansk Folkeparti er ikke med i aftalen, og DFs udviklingsordfører Dennis Flydtkjær udtaler i den forbindelse:

”Rigtig mange danskere oplever at miste deres arbejde i de her dage. Virksomheder kæmper for deres overlevelse og nationalbanken vurdere vi kan opleve, at Danmarks økonomi skrumper med op til 10%. Det er derfor en god ide, at vi først sikre at Danmark lander ordentlig efter den her krise inden vi giver midler til en Corona-pakke til Afrika. Skulle vi ikke først sørge for, at vi selv kommer igennem krisen på en fornuftig måde”, siger han og fortsætter:

”Det kan lyde usolidarisk, da Afrika naturligvis også har brug for hjælp, men det er sådan at udviklingsbistanden fastsættes som en en procentsats af vores bruttonationalindkomst. Det vil sige når Danmarks økonomi skrumper så gør udviklingsbistanden også. Det er derfor også i de fattige landes interesse, at vi sikrer, at vi kommer godt ud af det her, med så få døde, arbejdsløse og lukkede virksomheder som muligt”, siger Dennis Flydtkjær.

Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) diskuterer med sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) og en række sundhedsordførere i Folketingssalen i tirsdags. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Folkevalgte mister magt til ministre og embedsmænd

Et alvorligt demokratisk problem, advarer forsker bag rapport, der viser, at folkevalgte i stigende grad mister indflydelse til ministerier og styrelser

DEMOKRATI | Det parlamentariske folkestyre er under pres, fordi magten til at udstede regler for borgere og virksomheder i stigende grad ligger hos ministerier, styrelser og organisationer.

Sådan lyder advarslen i et forskningsprojekt fra fire af landets førende eksperter i forvaltning og forvaltningsret, som Berlingske omtaler.

“Folketinget er på lange stræk sat fra bestillingen. Magten siver fra de folkevalgte, og det er et alvorligt demokratisk problem,” siger den ene af de fire eksperter, professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen, til avisen.

“Magten siver fra de folkevalgte, og det er et alvorligt demokratisk problem”

Jørgen Grønnegaard Christensen, professor emeritus, til Berlingske

Problemet er de såkaldte bemyndigelser, som overdrager muligheden for at regulere love via bekendtgørelser til ministre og embedsmænd. I følge forskerne er der kommet markant flere bekendtgørelser de seneste år. I perioden 1990-2018 kom der 21 procent flere love, men antallet af bekendtgørelser steg med 55 procent. Målt på ord steg omfanget med 300 procent.

Folketingets tidligere formand Pia Kjærsgaard kalder det “en skæv og rigtig skidt udvikling”:

“Det er ikke den vej, vi skal. Vi skal tværtimod stå meget fast på folkestyrets grund, og vi må aldrig bare blive nikkedukker, der føres rundt af embedsmænd udenfor parlamentarisk kontrol,” siger Pia Kjærsgaard til Berlingske.

“vi må aldrig bare blive nikkedukker, der føres rundt af embedsmænd udenfor parlamentarisk kontrol”

Pia Kjærsgaard (DF), fhv. formand for Folketinget, til Berlingske.

Forskernes rapport udkommer fredag i bogform under titlen “Når embedsmænd lovgiver”. Forskningsarbejdet er sat i gang af Folketingets præsidium.

Læs mere i Berlingske her.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Forsker: Der er meget magtdemonstration i coronakrisens hastelove

En af forskerne bag nyt demokratiforskningsprojekt er bekymret for, om alle hastelovene under coronakrisen bliver rullet tilbage efter krisen

DEMOKRATI | En af forskerne bag et nyt forskningsprojekt, der viser, at de folkevalgte mister indflydelse til ministre og embedsmænd, kalder de mange hastelove under coronakrisen for en “ekstrem udgave” af den udvikling, som de advarer imod.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har de seneste uger fået bemyndigelse til at lave flere vidtrækkende indgreb i danskernes frihedsrettigheder. Professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen siger til Berlingske, at han ser “megen magtdemonstration” i den måde, som regeringen har håndteret coronakrisen på.

“Det springende punkt er, hvor meget af lovgivningen, der bliver hængende, når vi vender tilbage til dagligdagen,” siger professoren, som er medforfatter til “Når embedsmænd lovgiver”, der udkommer fredag.

Jørgen Grønnegaard Christensen peger på, at man før har set, at lovgivning fra krisesituationer fortsætter efter krisen.

“…fordi logikken har været vendt om, og magthaverne har tænkt, at de redskaber er egentlig meget gode at have, for vi ved ikke, hvad der kan ske,” siger han til Berlingske.

Læs mere i Berlingske her.

TWITTER & FACEBOOK

Peter Skaarup kommenterer på Twitter regeringens slingrekurs i forhold til coronakarantæne:

Pia Kjærsgaard sender en tak til Taiwan på facebook: