Ministre angriber oppositionen: Folkesundhedsmæssigt uansvarligt ikke at aflive mink

0
1415
Fødevareminister Rasmus Prehn (S) på vej til et samråd i sidste uge om fremtidig minkavl i Danmark. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

To ministre går til angreb på oppositionen og forsvarer regeringens ulovlige minkbeslutning. “Tænk, hvis vi i Danmark var skyld i, at corona-vaccinerne over hele verden ikke virkede,” skriver socialminister Astrid Krag på Facebook

Måske får vi svar, måske får vi ikke.

Onsdag aften holder statsminister Mette Frederiksen (S) et hastigt arrangeret pressemøde kl. 20 om de slettede sms’er i minksagen.

Her vil det vise sig, om Mette Frederiksen endelig vil svare på centrale spørgsmål som:

– Hvornår blev statsministerens telefon sat til at slette sms’er automatisk efter 30 dage?

– Hvem i Statsministeriet har rådet statsministeren til at slette sms’er?

– Hvorfor gik der 132 dage fra Minkkommissionen bad om at få adgang til Mette Frederiksen og andre topsfolk i statsministieriets sms’er og til at kommissionen fik svar?

– Er der sms’er med centrale oplysninger om minksagen, som burde havde været journaliseret, men som er blevet slettet?

Men inden statsministeren stiller sig op for at svare, står det klart, at sagen har sat regeringen under massivt pres. Det ses ikke kun af, at statsministeren selv har virket presset og vrissen, når hun i korte møder med pressen har gentaget de samme sætninger om, at det var “af sikkerhedsmæssige årsager” hun blev rådet til at slette sms’er. Og at hun “ikke kan gå ind tekniske spørgsmål” om hvornår hun begyndte at slette sms’er.

Det ses nu også af, at to socialdemokratiske ministre det sidste døgn er rykket ud med angreb på oppositionen, som beskyldes for at være uansvarlig, når den kritiserer regeringens håndtering af minksagen.

10 spørgsmål til oppositionen

Tirsdag morgen lagde fødevareminister Rasmus Prehn (S) et opslag på Facebook med 10 spørgsmål til oppositionen. Spørgsmålene lød blandt andet:

”Passer det, at smitten for et år siden spredte sig med stor hast fra minkfarm til minkfarm og ud i samfundet? Ja eller nej?”.

”Passer det, at man var bekymret for, at smittespredningen fra mink var på vej ud af kontrol? Ja eller nej?”.

Og han sluttede med at skrive:

”Hvordan kan I så blive ved med at tale alvoren i det sundhedsproblem, vi stod med for et år siden, ned?”.

”Vi gjorde alt…”

Onsdag morgen lagde han så et nyt opslag på Facebook. Denne gang med et kort over smittede minkbesætninger den 3. november 2020, den dag hvor regeringens Koordinationsudvalg traf beslutningen om slå alle 15-16 millioner mink ihjel.

“Hvorfor viser jeg det nu? Det gør jeg for at vise, at man skal være varsom med at dømme fortiden med nutidens optik. Til trods for, at vi gjorde ALT for at stoppe coronasmitten på danske minkbesætninger, så bredte den sig som en steppebrand. I september var der smitte på 9 minkfarme. I november var der smitte på 279 minkfarme,” skrev Rasmus Prehn.

Det havde været “folkesundhedsmæssigt uansvarligt” ikke at gøre som regeringen gjorde, fortsatte ministeren.

En alvorligt udseende socialminister Astrid Krag opfordrer på Facebook sine følgere til at læse fødevareminister Rasmus Prehns Facebook-opslag. Budskabet fra de to ministre er klart: Regeringen var ansvarlig – det er oppositionen ikke. Screenshot fra Facebook

”Ja, der blev begået fejl undervejs. Men…”

Kort efter kom socialminister Astrid Krag (S) på banen. Med henvisning til sin ”gode ministerkollega Rasmus Prehn” var budskabet det samme. Det ville have været uansvarligt ikke at gøre som vi gjorde, for så kunne coronamutationer være sluppet løs fra minkfarme og have truet udviklingen af coronavacciner:

“TÆNK, hvis vi i Danmark var skyld i, at corona-vaccinerne over hele verden ikke virkede. Vi taler om de vacciner, der betyder, at vi herhjemme i nu snart et halvt år har haft vores almindelige hverdag tilbage – uden coronapas, mundbind, restriktioner. Som har reddet tusindvis af liv,” skriver Astrid Krag.

At der ikke var lovhjemmel til regeringens beslutning, er en mindre detalje, må man forstå:

”Ja, der blev begået fejl undervejs. Det forsøger ingen at løbe fra, og regeringen har beklaget. Og taget ansvaret på os. Helt ærligt, hvad skulle regeringens motiv være for bevidst at træffe en beslutning, der ikke var hjemmel til? Det giver jo ingen mening, når vi så mange gange igennem coronakrisen sammen sikrede hjemmel til de vigtige indsatser,” skriver socialministeren.

”Ja, der blev begået fejl undervejs. Det forsøger ingen at løbe fra, og regeringen har beklaget”

Socialminister Astrid Krag på Facebook

Flere grin end hjerter

Hun slutter med at opfordre sine følgere til at like opslaget med et hjerte, hvis de er enige. Det har cirka 750 indtil videre gjort, men mange flere – ca. 2800 – har sat en grine-smiley under opslaget, dvs. de synes det er latterligt. Ministeren får også mange kritiske kommentarer med på vejen, f.eks. denne:

“Man behøver ikke blive ved ned at gennemgå forløbet om minkaflivningen gang på gang. Det kender vi allesammen. Regeringen og dens ministre/medlemmer/medløbere kan ikke gøre den ulovlige handling mere lovlig ved at gennemgå historien. Hvor dumme tror de, vi er?”.