Messerschmidt udfordrer Vermund: Hvorfor vil I hente 84.000 udlændinge til Danmark?

0
3136
Morten Messerschmidt udfordrer i en video på Facebook Nye Borgerliges leder Pernille Vermund til en debat om udlændingepolitik.

DFs formand udfordrer Pernille Vermund til debat om udlændingepolitikken. Det sker fordi Nye Borgerlige vil gøre det nemmere at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark

“Så hvad siger du, Pernille. Er du klar?”.

Sådan lyder det i en video, som Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt har lagt på sin og partiets facebook- og Twitter-sider. Se videoen her

Videoen er en opfordring til Nye Borgerliges formand Pernille Vermund. Morten Messerschmidt vil mødes med hende for at diskutere udlændingepolitikken. Han undrer sig nemlig over, at Nye Borgerlige er gået sammen med de øvrige borgerlige partier om et forslag, der skal gøre det nemmere for virksomheder at hente udenlandske arbejdskraf til Danmark. De fire partier vil sænke beløbsgrænsen for, hvor meget ikke EU-borgere skal aflønnes med for at få lov at arbejde i Danmark.

”Normalt er vi enige om udlændingepolitikken, men nu har hun lavet en aftale med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance om at få 84.000 udlændinge fra Kina, Indien, Singapore og Mexico til meget lave lønninger for at arbejde,” siger Morten Messerschmidt i videoen.

Vil sænke grænse med 7000 kroner om måneden

Står de til de fire partier, skal beløbsgrænsen sænkes til 30.000 kroner om måneden, hvilket er 7.000 kroner mindre end i dag. Samtidig vil de gøre det muligt at aflønne med andet end likvide midler. Det mener Messerschmidt kan oversættes til “naturalier og madkuponer”, hvilket han finder “særligt usympatisk,” som han sagde i sidste uge til Berlingske.

Morten Messerschmidt kritiserede her de fire blå partier for at have ”kapituleret overfor det fædrelandsløse erhvervsliv”. Han gentager nu samme kritik overfor Pernille Vermund:

”Jeg ved ikke, hvilken udlændingepolitik Pernille Vermund har i tankerne. Men det er i hvert fald en helt anden end den, jeg står for. For mig er Danmark ikke bare et aktieselskab, der skal give overskud ved at få billig fremmed arbejdskraft,” siger han.

“For mig er Danmark ikke bare et aktieselskab, der skal give overskud ved at få billig fremmed arbejdskraft”

Morten Messerschmidt i video på Facebook

Pernille Vermund siger til B.T., at hun er klar til at møde Morten Messerschmidt:

”Jeg gav allerede tilsagn til ‘Deadline’ i sidste uge om at debattere international arbejdskraft med Morten Messerschmidt, så det vil jeg glæde mig til. Det undrer mig i øvrigt stadig, at DF var så tåbelige at indgå den mildest talt ringe aftale om øget arbejdsudbud med de røde og Radikale Venstre. En aftale, som ikke får tilstrækkeligt flere danskere, EU-borgere eller indvandrere i arbejde,” siger Nye Borgerliges leder til B.T.

Se videoen med Morten Messerschmidt her