”Der er nogle ender, jeg ikke kan få til at mødes,” siger Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt til Berlingske. Han og tidl. statsminister Lars Løkke Rasmussen er kritiske overfor den myndighedsbriefing, som de har fået om sagen mod den sigtede FE-chef Lars Findsen
Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt er ikke tilfreds med den briefing, som han i februar fik af myndighederne i sagen mod den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen.
”Der er nogle ender, jeg ikke kan få til at mødes,” siger Messerschmidt til Berlingske.
Mandag bragte Berlingske en længere artikel om sigtelsen mod den tidligere FE-chef, der er sigtet for at have lækket højt klassificerede oplysninger. Ifølge avisen ser det ud som om, at de udvalgte folketingspolitikere, der er blevet briefet om sagen, ikke har fået et fyldestgørende eller retvisende billede.
Berlingske skriver at:
”Resultatet er, at lovgiverne generelt er blevet efterladt med et indtryk af, at sagen er mere alvorlig, end det reelt er tilfældet ”.
Ifølge Berlingske sigtes Lars Findsen for at have delt fortrolige oplysninger med journalister og med nære relationer, herunder sin kæreste og mor. Men de briefinger, som politikerne har fået, har ikke givet et retvisende billede af relationerne mellem Lars Findsen og nogle af de personer, der optræder i sigtelsen. Den sammenhæng, som oplysningerne er blevet delt i, har også været misvisende.
Myndighederne skulle også – ifølge Berlingske – have delt meget personfølsomme oplysninger, der bl.a. stammer fra rumaflytninger, for at understrege alvoren og vise, at Lars Findsen var uegnet som FE-chef.
Spørgsmål til justitsministeren
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen siger til Berlingske, at ”man måske kan sige, at jeg ikke fik et fyldestgørende billede at sagen under briefingerne”.
Samme vurdering kommer fra Morten Messerschmidt. Ligesom Lars Løkke Rasmussen, er DF-formanden meget forsigtig i sine udtalelser, fordi briefingen var fortrolig. Men han siger til Berlingske:
“Jeg kan bekræfte, at jeg har deltaget i en briefing om Lars Findsen, og at det, I lægger frem, giver anledning til, at jeg må rejse spørgsmål over for justitsministeren, om de fakta I fremlægger, i forhold til den briefing jeg har fået”.
“Det, I lægger frem, giver anledning til, at jeg må rejse spørgsmål over for justitsministeren”
Berlingske: Fordi der er en diskrepans mellem briefingen og det, vi lægger frem?
”Det er i hvert fald nogle ting, der undrer mig, men det kommer jeg ikke til at gå nærmere ind i nu,” siger Morten Messerschmidt.
”Noget skurrer”
Han vil ikke oplyse noget om briefingens indhold eller hvem der deltog. Men til Berlingskes spørgsmål ”om der er noget, der skurrer mellem oplysningerne i vores artikel og din briefing”, siger Messerschmidt:
”Ja, der er nogle ting og nogle ender, jeg ikke kan få til at mødes. Det er jeg nødt til at tale med justitsministeren om”.
Justitsminister Mattias Tesfaye (S) vil ikke kommentere kritikken, mens Enhedslistens Rosa Lund og Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh er kritisk. Sidstnævnte kalder det en skandale af rang, hvis myndighederne har delt intime oplysninger, som ikke var relateret til sagen.