Migranter skal betale 16 pund til bander, hvis de vil være med i stormen på grænsen til den spanske enklave Ceuta, skriver The Times
For ca. 130 kroner kan afrikanske migranter være med til at løbe storm på den spanske enklave Ceuta i Marokko, som er blevet porten til Spanien for mange afrikanske migranter.
Ifølge den britiske avis The Times organiseres stormen af bander, som kræver et beløb svarende til 16 pund.
De seneste uger har der været flere situationer, hvor migranter har angrebet grænsen med bl.a. sten, afføring, syre og kalk. I følge artiklen i The Times, som Ekstra Bladet omtaler, bliver angrebene planlagt af bander, der også træner migranterne i stormløbene. Banderne beslutter hvor og hvornår, der skal slås til.
Hvis ikke det lykkes at komme ind, får man en ny chance, men efter et stykke tid skal der betales igen.
I sidste uge forsøgte 300 migranter at løbe storm på det pigtrådshegn, der omgiver Ceuta. 116 nåede ind i enklaven og dermed i Europa.
I følge Ekstra Bladet er 14 procent af alle migranter, der er ankommet til Spanien mellem januar og juli, kommet ind via Ceuta. Det er en stigning på 130 procent i forhold til samme periode sidste år.
Artiklen i The Times kan læses her (kræver abonnement).