Dansk Folkepartis kirkeordfører Marie Krarup er skuffet over, at kirkeminister Joy Mogensen har skiftet kurs og nu ikke vil lade kirkerne åbne i påsken
I et døgns tid glædede Dansk Folkepartis kirkeordfører Marie Krarup sig. Kirkeminister Joy Mogensen (S) havde tilsyneladende lyttet til flere partier og kirkefolks opfordring og ville nu undersøge, hvordan kirkerne kunne åbnes i påsken, trods coronakrisen. Men så vendte ministeren rundt på den berømte tallerken. Torsdag aften meddelte hun i en pressemeddelelse, at kirkerne alligevel ikke får mulighed for at holde åbent i påsken. Det skete med henvisning til, at flere præster og biskopper havde udtrykt bekymring for, om kirkeåbningen kan foregå på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.
“Det er fortsat smerteligt, at vi må fejre påske uden at kunne gå i kirke. Men jeg er glad for, at folkekirken står last og brast med resten af samfundet,” udtalte ministeren i pressemeddelelsen.
Dét skuffer Marie Krarup. Hun opfordrede for en uge siden til at finde en særordning, så kirkerne kan åbnes i påsken, som er den kristne kirkes vigtigste højtid, og Marie Krarup mener, at kirkeministeren med sin beslutning svigter kirken:
“Det er et svigt, at kirkerne ikke kan finde en måde at fejre påsken på. Det skulle selvfølgelig være en coronasikker fejring, der kunne komme de af os i møde, der er kristne, og som er bekymrede i den svære tid, hvor folk dør og er bange for, om livet går videre,” siger Marie Krarup til DR.
På Facebook har Marie Krarup skrevet et længere indlæg, hvor hun uddyber sit synspunkt. Her skriver hun, at det burde være muligt at finde en løsning, så kirkerne kan åbnes på en coronasikker måde. Som Marie Krarup skriver, burde det være muligt at gå i kirke, når man kan gå i Føtex, på apoteket eller stemme i Folketinget på en coronasiker måde.
“Man må spørge Sundhedsstyrelsen til råds og bede dem hjælpe til. Og så skal man gøre det frivilligt for præsterne, om de vil binde an med det. Det kan naturligvis ikke være en traditionel gudstjeneste. Man skal finde på noget andet, fordi der kun kan være få tilstede af gange og i kortere tid, og fordi man ikke må røre ved noget og måske heller ikke sætte sig ne,” skriver Marie Krarup.
Hun har selv et bud på, hvordan en coronasikker påskehøjtidelighed kan foregå:
“Mit eget praktiske forslag til en coronasikker fejring lyder sådan her: Organisten spiller ”Som den gyldne sol frembryder”, kirketjeneren lukker 7 personer ind af gangen (forudsat, at rummet er sat til at måtte rumme 10 personer og der allerede er en præst, en organist og en kirketjener), alle holder 2 m afstand. Præsten læser evt. en del af påskeevangeliet, beder fadervor og lyser velsignelsen. Folk går ud. Samlet tager det måske 5-10 minutter. Næste hold lukkes ind. Kirken kører i et på forhånd aftalt tidsrum – eksempelvis kl. 10-11.30, eller indtil der ikke er flere kirkegængere. Man står i kø i to meter afstand fra hinanden udenfor”.
Marie Krarup konstaterer, at coronakrisen ville gøre et besøg i kirken ekstra betydningsfuldt:
“En corona-sikker fejring af påsken vil gøre det nemmere for os at komme igennem de svære tider. Der er heller ikke noget teologisk argument for, at en præst i almindelige tider skal besøge de gamle i sit sogn. Men præsten gør det alligevel. Fordi der er et psykologisk behov for trøst og opmuntring. På samme måde kan man sige at en markering af påsken kunne opfylde et psykologisk behov for håb, trøst og opmuntring, som vi har i de svære tider, vi lever i lige nu. På en corona-sikker måde,” skriver hun.
Marie Krarups indlæg på facebook kan læses her.