DFs tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen vil se, hvor Facebooks grænser for ytringsfrihed går. Han finder det grotesk, at hardcore islamister som Hizb ut Tahrir kan få lov at skrive på Facebook, mens folk får lukket deres profiler, når de skriver om højrefløjsaktivisten Tommy Robinson
OPDATERET: I disse timer laver tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Martin Henriksen, et eksperiment på Facebook. Kl. 10.30 lagde han et opslag på sin facebookside. Her nævner han otte gange navnet “Tommy Robinson”, den kendte britiske højrefløjsaktivist og islamkritiker, der er bandlyst på Facebook.
Martin Henriksen vil teste grænserne for ytringsfriheden på Facebook. Det er nemlig kommet frem, at danske folketingsmedlemmer gerne må skrive om Tommy Robinson på Facebook, mens alle øvrige brugere får lukket deres profiler, hvis de nævner Robinson eller deler f.eks. Youtube-indslag med den kontroversielle debattør.
Så hvad vil Facebook tillade for et tidligere folketingsmedlem? Det vil de kommende timer vise.
Martin Henriksens opslag er ikke en provokation, understreger han. Det er et debatindlæg om grænserne for almindelige danskere ytringsfrihed. For Martin Henriksen, der i dag er hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti, finder det grotesk, at almindelige danskere ikke må skrive om Tommy Robinson, mens hardcore islamister som Hizb ut Tahrir, Det Islamiske Broderskab og foreninger, der støtter det iranske præstestyre, kan boltre sig på Facebook.
“Hvis Tommy Robinson er en farlig hadprædikant, der skal ties ihjel. Hvad i alverden er så Hizb ut Tahrir? Jeg kunne også stille det samme spørgsmål i forhold til herboende tilhængere af det iranske præstestyre. Hvorfor kan man ikke tage den debat her på Facebook? Det er altså ikke et urimeligt spørgsmål. Jeg synes ikke, at tingene hænger sammen,” skriver Martin Henriksen, som efter seks timer har fået næsten 1000 likes og 421 kommentarer på sit opslag, som nu er blevet delt 188 gange.
Martin Henriksen er klar over, at han risikerer at få lukket sin profil, som har over 26.000 følgere. Det håber han ikke, skriver han. “For jeg sætter pris på jer der følger mig her på Facebook”.
“Men jeg sætter også pris på ytringsfrihed, det frie ord og den frie debat.
Jeg mener herudover at kritik af islam, herunder kritik af islams syn på kvinder mv. er nødvendig i dagens Danmark. Det er en del af en altafgørende kulturkamp, som dybest set handler om at bevare vores livsstil og vores danske og vestlige værdier. Der står i Danmarks Riges Grundlov, at der ikke må indføres censur i Danmark. Det skal Facebook vel også respektere?,” skriver Martin Henriksen.
Læs Martin Henriksens opslag her.