Socialdemokratiet ville før valget spare 3 milliarder kroner årligt på konsulenter i det offentlige og bruge pengene på velfærd i stedet. Men foreløbig er der kun lagt op til besparelser på 850 mio. kroner. “Regeringen kan ikke holde sit løfte,” siger Rene Christensen (DF)
Det begynder at ligne et løftebrud i milliardklassen. I et udspil før valget sagde Socialdemokratiet, at der skulle spares tre milliarder kroner årligt på brugen af eksterne konsulenter i det offentlige. Penge, som i stedet skal bruges på velfærd og grøn omstilling. Men på et samråd torsdag i finansudvalget oplyste finansminister Nicolai Wammen (S), at der foreløbig kun er taget initiativer i finansloven til at spare 850 millioner kroner på eksterne konsulenter. Og de 850 millioner kroner er ikke i 2020, men først når besparelsen er fuldt implementeret i løbet af de kommende år.
Finansministeren kalder dog de foreløbige besparelser for ”markante” og ”et stort skridt”:
”Vi ønsker at bruge færre penge på konsulenter og i stedet prioritere flere penge til velfærd og grøn omstilling. Og vi har taget stort skridt med finansloven for 2020, hvor vi har besluttet at skære forbruget af konsulenter ned med samlet over 850 millioner kroner årligt, når det er fuldt indfaset. Samtidig har vi sat et fælles arbejde i gang med kommuner og regioner med henblik på at nedsætte forbruget af konsulenter over alt i de offentlige,” sagde Nicolai Wammen i dagens samråd.
Han understregede, at regeringen stadig mener, at der kan spares tre milliarder kroner årligt.
”Vi har lavet en markant reduktion, men vi er ikke i mål endnu. Regeringen står fuldt og helt ved sine ambitioner,” sagde Nicolai Wammen.
S ville reducere fra 11 til 8 mia. kroner
Men den udmelding er noget mere vag, end den Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen kom med, da hun lancerede planen om milliardbesparelser i valgkampen. Det skete på et pressemøde den 13. maj 2019, en lille måneds tid før folketingsvalget. Her præsenterede Mette Frederiksen et velfærdsudspil, hvor budskabet lød, at der skulle sættes et loft på 8 milliarder kroner årligt på køb af eksterne konsulenter. Det skete med henvisning til, at der i 2018 blev brugt ca. 11 milliarder kroner på konsulentydelser.
”Vi har simpelthen behov for at sikre flere penge til daginstitutioner, ældre og sundhedsområdet. Og en af de måder, vi kan sikre det, er ved at skære ned på antallet af konsulenttimer og antallet af milliarder, vi bruger på konsulenter i den offentlige sektor,” sagde den nuværende statsminister.
Se artikel på dr.dk: S vil flytte tre milliarder kroner fra konsulenter til kernevelfærd
DF: Stop overforbruget nu
Dansk Folkepartis finansordfører Rene Christensen konstaterer, at regeringen ikke har tænkt sig at holde sit løfte fra valgkampen, og han under sig over udmeldingen fra finansministeren. For hvis ministeren har ret i, at der bruges 3 milliarder kroner årligt på eksterne konsulenter, som i stedet burde bruges på velfærd, så bør regeringen omgående sætte en stopper for det, mener han.
”Vi har ikke regnet på det i Dansk Folkeparti, men hvis det er rigtigt, så skal de penge da lynhurtigt ud til velfærd. Vi er jo et skatteyderfinansieret samfund; det er borgernes penge, der bruges. Så hvis regeringen kan dokumentere, at pengene bruges helt forkert, på noget som ikke gavner velfærdssamfundet, skal det stoppes,” siger Rene Christensen.
Mette Frederiksen: Vi sætter simpelthen et loft…
DF-ordføreren tilføjer, at regeringen bare kan bruge den metode, som Mette Frederiksen selv foreslog under valgkampen: Nemlig at sætte et loft over konsulentydelser.
Som Mette Frederiksen sagde, da hun præsenterede udspillet i maj 2019:
“Vi sætter simpelt hen et loft over hvor mange penge vi bruger på konsulenter i Danmark. Med det kan vi om året frigive tre milliarder kroner direkte på kernevelfærd, og det er faktisk mange penge”.
850 millioner er også mange penge, konstaterer Rene Christensen. Men det er stadig langt fra de 3 milliarder kroner:
“Hvis regeringen mener, at der stadig bruges 2,2 milliarder kroner årligt på noget, der ikke giver velfærd, hvorfor sætter man så ikke et loft, så forbruget kan sænkes,” sagde Rene Christensen på dagens samråd.