Kristian Thulesen Dahl: Ikke nok at statsministeren beklager angrebs-mail

0
2686
Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl stiller spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen i tirsdagens spørgetime. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

DFs formand mener ikke, at det er nok, at statsminister Mette Frederiksen beklager mailen om Socialdemokratiets hemmelige angrebsplan mod Venstre. Sagen må få konsekvenser for regeringens måde at arbejde på, mener Thulesen Dahl

Statsminister Mette Frederiksen (S) beklager, at Socialdemokratiets pressetjeneste har rundsendt en mail til MF’ere og regeringsrådgivere, der beskriver, hvordan Venstre skulle angribes i pressen og på sociale medier under forhandlingerne om udligningsreformen.

Det fastslog hun adskillige gange i tirsdagens spørgetime i Folketinget, hvor partilederne kan stille spørgsmål til statsministeren.

Hun fastslog også, at hun ikke kun beklager mailen. Hun beklager også ånden i mailen, som er blevet afsløret, fordi en pressemedarbejder i Socialdemokratiet ved en fejl kom til at sende den til en journalist fra Jyllands-Posten.

Mette F: Jeg hørte først om mailen søndag

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl mener dog ikke, at det er nok at beklage. Han mener, at sagen bør få konsekvenser. For mailen afslører, at regeringens mange spinfolk og særlige rådgivere har skabt en forkert ånd i måden, der arbejdes på, mener DF-formanden.

”Statsministeren siger, at det er ånden i mailen, den er galt med. Men så er det jo galt med hele den ånd, der præger det nuværende arbejde i statsadministrationen på grund af de mennesker, som regeringen har valgt til at hjælpe sig i den politiske kamp. Derfor vil jeg gerne høre, hvad statsministeren vil gøre for at få ryddet op,” sagde Kristian Thulesen Dahl i spørgetiden.

Mette Frederiksen afviser, at den afslørede mail siger noget som helst om de generelle arbejdsmetoder i S-regeringen.

”Man kan ikke ud fra en beslutning truffet af en lille gruppe mennesker konkludere, at det er hele ånden det er galt med,” sagde hun og fastslog, at der ”ikke er et politisk mandat til at arbejde på den måde”, ligesom hun afviste, at hun selv har kendt til mailen inden Jyllands-Posten henvendte sig for at få en kommentar.

Statsminister Mette Frederiksen (S) taler med pressen efter spørgetimen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Det kom dog frem at mindst en af de særlige rådgivere i Statsministeriet har kendt til mailen, inden den blev sendt. Det fremgår også af mailen, at Finansministeriets pressechef, Mattias Secher, skulle spille en central rolle i spin-spillet – således står der i mailen, at to S-medarbejdere med navnene Kim og Claus skal finde “historier på Venstre i samarbejde med Mattias Secher pba. svar fra forhandlinger og andet”.

“Det er nok ikke en almindelig embedsmand”

Desuden er det kommet frem, at mailen har været rundsendt til 18 personer, og BT mener i dag at vide, at den særlige stabschef Martin Rossen, der er Mette Frederiksen nærmeste og meget indflydelsesrige rådgiver, er arkitekten bag.

Under alle omstændigheder ser Kristian Thulesen Dahl sagen som et produkt af den tankegang, som spindoktorer og særlige rådgivere tager med ind i ministerierne. Derfor kræver han en oprydning i arbejdsmetoden. I spørgetiden sagde han:

”Man kan nok lægge til grund, at det ikke er en almindelig embedsmand, opvokset i den gamle ånd, der tænker at ’hvordan kan vi udnytte de spørgsmål, som vores forhandlingspartnere stiller under et forhandlingforløb, til at genere dem’. Det er nok i højere grad de spindoktorer, som der er blevet ansat flere af i regeringen og som har fået et større ansvar. Det er interessant at se, hvordan de arbejder, når man lader dem få den magt, som de åbenbart har fået. Derfor vil jeg gerne vide, hvilke initiativer statsministeren vil tage for at få ryddet op, så det ikke sker igen,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Afviser at Martin Rossen er involveret

Statsministeren gav DF-formanden sit ord for, at noget tilsvarende ikke sker igen. Bagefter afviste hun overfor pressen, at Martin Rossen var involveret i sagen:

”Nej, Martin Rossen er ikke den særlige rådgiver, der er tale om. Jeg har ikke noget behov for at stå og sætte navn på enkelte medarbejdere,” sagde Mette Frederiksen.