Eksperter frygter, at søndagens store Black Lives Matter-demonstration kan blive en såkaldt “supersprederbegivenhed”: DF-formand Kristian Thulesen Dahl mener, at nogen må tage ansvaret
Dagen før forsamlingsforbuddet blev hævet fra 10 til 50 personer var op mod 15.000 mennesker samlet til en Black Live Matter-demonstration midt i København. Det måtte de godt, for demonstrationer er undtaget fra forsamlingsforbuddet. Men billeder fra demonstrationen viser tydeligt, at mange deltagere stod tæt sammen, og flere eksperter frygter, at demonstrationen kan få coronasmitten til at brede sig.
På¨Christiansborg er der også bekymring. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl kalder det grotesk, at man i en situation med fortsat risiko for coronasmitte vælger at blæse på sundhedsmyndighedernes retningslinjer og samles tusindvis af mennesker, uden at holde den fornødne afstand:
“Det var grotesk at se 15.000 mennesker tæt samlet til demonstration i København i går. Og så er det ligegyldigt, hvad demonstrationen gik ud på. Vi gennemlever en historisk coronakrise, hvor vi har lavet meget vidtrækkende tiltag for at bremse smittespredningen og beskyttte de ældre og de mest udsatte. Og så skal man opleve sådan noget som det her, der risikerer at sætte alt det, vi i fællesskab har opnået de seneste måneder, over styr. Helt grotesk! Hvem tager ansvaret?,” skriver Kristian Thulesen Dahl på Facebook.
På Twitter har Kristian Thulesen Dahl delt et opslag af Susie Jensen, der er ansat i DF. Hun citerer sin 4-årige datter for følgende:
“Men hvad med Corona?” spurgte mit 4-årige barn her til morgen, da hun så billederne på News. Og dermed kan jeg jo så konstatere, at hun er markant klogere end cirka 15.000 voksne mennesker”.
Potentiel superspredningsbegivenhed
SFs Karsten Hønge er også kritisk. Han deltog selv i demonstrationen og konstaterer overfor Ritzau:
“Jeg tænker, at ansvarligheden burde være større. Man kan godt samles 15.000 udendørs til en vigtig politisk manifestation. Men jeg synes, det er utroligt, man ikke er i stand til at holde afstand”.
Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, siger til DR, at demonstrationen kan være en “potentiel superspredningsbegivenhed”:
“Set ud fra et smittespredningssynspunkt er det her ikke supersmart. Det er potentielt en superspredningsbegivenhed. Det her er nærmest en af klassikerne for sådan en begivenhed. Vi mangler bare, at der også er alkohol indblandet,” siger han.
Flere politikere på venstrefløjen deltog i søndagens demonstration. En af dem er Enhedslistens Rosa Lund, som nu vil lade sig coronateste og holde afstand til andre i de kommende dage.
Thea Kølsen Fischer, der er virusekspert, speciallæge og forskningschef ved Nordsjællands Hospital, opfordrer demonstranter til at lade sig teste, hvis de er tæt på folk i risikogruppen:
“Hvis man har nogen i sine nærmeste omgivelser, der er i risikogruppen, eller man bor med nogen i risikogruppen, så bør man overveje – for at passe på dem – at gå i karantæne,” siger Thea Kølsen Fischer.