”Hvis vi ikke kan sige ’vi’ om hinanden, går nationen i opløsning”

0
1029
Jesper Bacher foran det store trækors, som han har rejst for enden af præstegårdshaven.

NY SERIE: NATIONALKONSERVATISME / ”Man hader ikke jo ikke naboen, bare fordi man vil have lov at lukke sin dør”. Sognepræst og debattør Jesper Bacher er nationalkonservativ og mener, at det er afgørende for en nations overlevelse, at folket har samme fællesskabsfølelse som i en familie. Dét fællesskab går tabt, når der kommer for mange, der ikke deler samme normer og historiske ballast

Tekst & foto: Steen Trolle

Jesper Bacher tager i mod i præstegården på Lolland, hvor han i 20 år har været sognepræst i de fire kirker i Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Pastorat. Han byder inden for i stuen, hvor han har dækket op med smørrebrød og en øl fra det lokale Krenkerup Gods. Og mens han sætter sig til rette, fortæller han, at de jorder, hvor præstegården ligger, har været i præsternes eje siden 1382.

På den måde bliver frokosten og præstegården en perfekt ramme om en snak med Jesper Bacher om nationalkonservatismen – den politiske retning, som Jesper Bacher har orienteret sig imod, siden han forlod først ungdommens liberalisme og senere Det Konservative Folkeparti, fordi – som han siger – de ikke var så konservative, at det gjorde noget.

For hjemmet, familien, kristendommen og de historiske rødder, dét er for Jesper Bacher hele udgangspunktet for hans politiske opfattelse. Og hans meget gæstfrie modtagelse af ditOverbliks udsendte – foruden frokost byder han også på kaffe og en velvoksen medalje i præstegårdshaven – er helt i overensstemmelse med hans indledende betragtninger om det at være nationalkonservativ:

Vi har brug for et hjem

”Jeg ser det som en position, der tager sit udgangspunkt i hjemmet. Ikke bare hjemmet som noget privat, men også som en politisk og kulturel kategori. Det er jo banalt at sige, at børn har brug for et hjem, men det har et folk også. Og fordi man har et hjem, betyder det jo ikke, at man ikke kan lide andres hjem, eller at man hader sin nabo, eller ikke vil have besøgende. Og fordi man lukker sin dør, betyder det ikke, at man ikke kan lide dem, der bor på den anden side af hækken,” siger Jesper Bacher, og fortsætter:

”Et hjem er beboet af fejlbarlige mennesker. Men den tryghed og genkendelighed og de fælles normer, der eksisterer i et hjem, det er det vigtigste, når man vokser op. På samme måde er det også vigtigt for et folk at have et sted, hvor man har hjemme, og det skal man tage meget alvorligt. Der er masser af eksempler på, at det går galt, hvis man ignorerer det. Tag bare eks-Jugoslavien, Libanon eller utallige stater i Afrika. Hvis ikke der er en følelse af at være ét folk, så går det galt. Man kan sige, at hjemmet er den mest levedygtige og succesfulde sociale orden vi har. Både når det er privat, og når det er nationalt”.

“Fordi man lukker sin dør, betyder det ikke, at man ikke kan lide dem, der bor på den anden side af hækken”

Vi skal kunne sige ”vi”

En af Jesper Bacher yndlingsfilosoffer er den konservative britiske filosof og debattør Roger Scruton. Han har sagt, at det er vigtigt for et land at kunne tale i første persons flertal – at kunne sige ”vi” om hinanden.

”Som Roger Scruton siger, kan vi godt have vidt forskellige synspunkter i en familie. Vi kan diskutere, så det brager, men det betyder ikke, at vi holder op med at sige ’vi’ om hinanden som familie. For vi er bundet sammen af en kærlighed, som er vigtigere end vores individuelle mening. Sådan er det i hvert fald i en sund familie. Hvis en familie går i opløsning på grund af politisk uenighed, så har politik fået en rolle, den ikke bør have. På samme måde med et folk og en nation. Der skal være en følelse af samhørighed på tværs af alt det, vi står for hver især. Vi skal være genkendelige for hinanden. Det betyder ikke, at vi skal være kopier af hinanden. Der kan sagtens være plads til mangfoldighed. Men der er nødt til at være noget fælles”.

“I en familie kan vi diskutere så det brager, men vi kan stadig sige vi om hinanden. Sådan skal det også være i en nation,” siger Jesper Bacher med henvisning til den konservative engelske filosof Roger Scruton.

Fællesskabsfølelsen går tabt, hvis der kommer for mange fremmede ind i hjemmet, konstaterer Jesper Bacher. Lige så vel som han byder ditOverbliks udsendte på frokost og flødeskumskage, lige så vel kan han  sige farvel og lukke døren på et tidspunkt. For selv om man er gæstfri, bestemmer man selv, hvem man vil have boende.

”Hvis døren bare står åben, bliver du til sidst fremmed i dit eget hjem. Så er det ikke længere dit, så er der nogle andres, nogen du ikke kender og forstår, mennesker med andre normer end dine,” siger Jesper Bacher.

I et privat hjem er der er en ret lav grænse for, hvor mange fremmede, der kan være, hvis du stadig skal kalde det dit hjem. Men det er der også i et land, hvis det stadig skal være ét folk og en nation.

”Hvis man ikke længere har et ’vi’, en fælles kerne, går et land og en nation i opløsning. For så bliver man stadig mere fremmede overfor hinanden”.

”Hvis man ikke længere har et ’vi’, en fælles kerne, går et land og en nation i opløsning”

Hvor langt er vi på den skala?

”Vi er ikke så langt som i Sverige. Men det er klart at den store muslimske indvandring i Danmark har bidraget til at skabe et folk i folket. Man kan sige det sådan, at de fremmede skulle være dråber i havet,  men de er blevet voksende øer i havet. Det medfører selvfølgelig splittelse og parallelsamfund, for det er mennesker, der har andre normer og agerer på en anden måde. Det kan godt være at mange taler flydende dansk, men hvis de stadig bor og lever, som man gør i muslimske lande, bare på et højere socialt niveau, så bliver de ikke en del af folket. Så er de en fremmed koloni, der bor i Danmark”.

Men ligesom man kan blive adopteret i en familie, kan man vel også blive en del af et folk?

”Jo, men det tager tid, før du føler dig hjemme. Et af hjemmets stærkeste træk er jo genkendelighed. Det at man forstår hinanden, har samme vaner, at der er noget underforstået, som alle kender til”.

Jesper Bacher foran præstegården i Tirsted-Vejleby-Hillested Skørringe pastorat, der ligger i nærheden af Rødby.

Ramadan er ikke vores fælles ”vi”

Interviewet finder sted i de dage i august, hvor debatten raser om sangen ”Ramadan i København”, der måske/måske ikke skal optages i Højskolesangbogen. Jesper Bacher skriver jævnligt en medieklumme i Kristeligt Dagblad, og et par dage forinden har han skrevet om Ramadan-sangen, som han ser som et eksempel på, at det fælles ”vi” udvandes på grund af indvandringen.

”Det er jo ikke mit vi. Islam har heldigvis ikke været den prægende og formende kraft i Danmark, og Gud ske tak og lov for det. Jeg synes selvfølgelig, at muslimer skal have lov at holde deres ramadan, men hvis højskolesangbogen skal være et sted, hvor vi kan mødes som folk, så er ramadanen et fremmedelement. Det er en religiøs skik, der først er blevet rigtig stor i kraft af den muslimske indvandring over de sidste 40-50 år, og det er ikke en del af vores fælles gods,” siger Jesper Bacher.

Han køber ikke argumentet om, at muslimer nu udgør så stor en gruppe, at de også skal repræsenteres i Højskolesangbogen.

”Skal det da være sådan, at når man bliver mange nok, skal man repræsenteres efter det? Eller er det sådan at når man kommer som religiøst og etnisk mindretal, så kan man selvfølgelig få lov at pleje sine traditioner og sin religion, men det må forblive privat, for det fælles er noget andet. Det fælles i Danmark er ikke islam, det er kristendommen. Ikke fordi alle danskere er troende eller Danmark er én stor menighed, men fordi kristendommen, også som kulturel størrelse, er noget der former og præger os. Vi har f.eks. juleferie i Danmark, vi har ikke ramadanferie,” siger Jesper Bacher – og tilføjer:

”Engang sagde man til jøderne – det var før staten Israel – at som individer giver vi jer alt, men som folk giver vi jer intet. Det synes jeg faktisk er et godt princip for folk, der kommer til et land med en anden etnisk baggrund og religion. At du får alt som individ, men du får ikke noget som religion eller religiøs gruppe. For det er noget du tager med dig. Det er ikke en del af den fælles fortælling i dit nye land”.

“Det fælles i Danmark er kristendommen. Den har præget og formet os som folk,” siger Jesper Bacher.

Men det synspunkt er der mange, der ikke deler i Danmark, ikke mindst på venstrefløjen. Her synes holdningen at være, at jo flere muslimer, der er i Danmark, jo mere har islam krav på at fylde. Et synspunkt Jesper Bacher finder meget besynderligt:

”Hvis man mener det, så må man jo svare på, hvilket muslimsk land man synes, vi skal ligne mere. Når det f.eks. gælder frihed, ligestilling og tryghed, hvad er det så for et muslimsk samfund, vi skal bevæge os i retning af? Nej, det er en besynderlig tanke. Og det er også besynderligt at sige at ’antallet af indvandrere ikke betyder noget’. Det er som at sige, at det betyder ikke noget for et land, hvilke mennesker, der bor der. Som om det ikke betyder noget for en familie, hvem familiens medlemmer er”.

For det gør det selvfølgelig, fastslår Jesper Bacher. Antallet betyder noget:

”Det er jo elementært. Og så kan man ellers tage stilling for eller imod. Men at påstå, at antallet er ligegyldigt… der har nærmest været en opfattelse af, at alle mennesker i virkeligheden er en slags skrabelodsdanskere, altså præcist som os lige under overfladen. Nogle af dem går bare i en anden slags tøj og spiser noget mere krydret mad. Men når de så har været her et stykke tid, bliver de alle en slags liberale vesterlændinge, der ikke tror på så meget og bare drømmer om efterløn og længere ferier. Jamen, hvad er det dog for en arrogant holdning. Det er som om man tror, at alle på kloden er små kopier af én selv, bare med en lidt anden tøjstil og smag i mad. Det synes jeg er både arrogant og dumt. Nej, verden er et broget sted”.

“Der har nærmest været en opfattelse af, at alle mennesker i virkeligheden er en slags skrabelodsdanskere, altså præcist som os lige under overfladen”

Religion betyder noget

Dumt er det også at mene, at religion ikke betyder noget, og det kan være ligegyldigt, om man tror det ene eller andet og at det er hips som hap, om sangene i Højskolesangbogen handler om kristendom eller islam:

”En ting er, at man ikke tror. Det er ens egen sag. Men religion præger samfund og kulturer. Og gør det endnu mere efter murens fald. Gud er tilbage i politik, like it or not,” siger Jesper Bacher.

Dermed rammer vi en anden hjørnesten i Bachers nationalkonservative position: religionen. Eller mere præcist: Kristendommen.

Kan man være nationalkonservativ uden at være troende?

”Det kan man godt. Men så har man i hvert fald en veneration overfor kristendommen. En agtelse og sans for, hvad den har bidraget med. Jeg har svært ved at forestille mig en ordentlig konservatisme, uden denne veneration og agtelse”.

Mange mener at man kan adskille politik og religion?

”Det er et komisk synspunkt, og det kommer aldrig til at ske. Religion præger mennesker, og mennesker er en del af et samfund, så velkommen til den virkelige verden. Men man skal vide at skelne mellem politik og religion. I politik hersker du med sværdet, billedlig talt. Det er lov og orden og beskyttelse af de svage mod aggression. I kirken handler du med oliegrenen, dvs. med tilgivelse og barmhjertighed. Og begge dele tjener mennesket”.

Nationalkonservatismen er for Jesper Bacher uløseligt forbundet med hans kristne tro. “Man behøver ikke at være troende, for at være nationalkonservativ. Men man er nødt til at have en veneration overfor kristendommen,” siger Jesper Bacher.

Politik skal ikke føre til Paradis

Problemet er, hvis staten begynder at opføre sig som kirke, og kirken begynder at opføre sig som stat. Der skal skelnes, og nationalkonservatismen er et værn mod at gøre politik religiøst:

”En af fordelene ved at tro på Gud i himlen er, at man så ikke tror på ham i politik. Politik bliver jordbunden, når man ikke tror, at politik skal løse alle problemer. Så bliver politik ikke en erstatningsreligion og dermed religiøst. For den slags er lammende for al politisk overvejelse, besindighed og kompromisvilje. Politik handler ikke om frelse, men om kompromiser og besindighed. Du bliver ikke fortabt ved at have den forkerte politiske holdning, og du bliver ikke frelst ved at have den rigtige. Politik må aldrig få paradis-ambitioner. Så bliver det farligt”.

Nationalkonservatisme er for Jesper Bacher ikke kun en politisk position. Det er også noget før-politisk:

”Det er dybt funderet i noget, der burde forene os på tværs af politiske partier. Konservatismen ønsker et folk, der hænger sammen, på tværs af politiske forskelle. Et fællesskab med mange forskellige synspunkter, men hvor vi alligevel holder sammen, fordi vi har noget grundlæggende til fælles”.

Hvordan har nationalkonservatismen det i 2019?

”Både godt og skidt. Nogle af de nationalkonservative synspunkter har vundet en vis udbredelse i flere partier, men ofte kun som en halvkvædet vise. Den gennemtænkte, velfunderede nationalkonservative synsvinkel er ikke særligt godt repræsenteret. Socialdemokratiet kan eksempelvis godt se, at der er problemer med indvandring og integration, og at det sætter velfærdsstaten under pres. Men de tror, problemerne er løst, hvis alle kommer i arbejde. For så er landet økonomiske bæredygtigt. Men det skal jo også være kulturelt bæredygtigt. Danmark er jo meget ældre end velfærdsstaten, og det overser Socialdemokratiet. Når vi kan have en velfærdsstat, hænger det sammen med, at vi er et meget homogent folk, som er villige til at betale en høj skat for at hjælpe hinanden”.

“Når vi kan have en velfærdsstat, hænger det sammen med, at vi er et meget homogent folk, som er villige til at betale en høj skat for at hjælpe hinanden”

Symboler er supervigtige

Hvad er særligt dansk for dig?

”Det er et spørgsmål, det kan være rigtig svært at svare på. For der er jo ikke noget i Danmark, som overhovedet ikke findes andre steder. Demokrati er f.eks. ikke særlig dansk. Men det har fået en særlig stilling i Danmark. Det er blevet til folkestyre, som er en del af den danske sjæl. Så det handler ikke om oprindelse, men om forankring”.

Der er også nogle symboler, der binder os sammen. Jesper Bacher vil gerne slå et slag for symbolpolitik:

”Symbolpolitik bliver brugt som et udtryk for, at noget ikke er rigtig politik, at det er skinpolitik. Men symboler er supervigtige. De binder os sammen. Er Dannebrog da ikke vigtigt? Dannebrog fortæller om nationens suverænitet, det minder om vores historie, det vækker følelser. Det er bestemt ikke overfladisk. Det minder os om, hvem vi er. Symboler er sociale koder. Lad mig se dig klare sig uden sociale koder. Det har alle mennesker brug for”.

Men der er også en bagside af det nationale, konstaterer Jesper Bacher:

”Alle positioner har en bagside. Det er klart, at det nationales bagside er en xenofobisk, selvhævdende og selvsmagende nationalisme. Nationalkonservatismen må aldrig forfalde til at dyrke stammementalitet. Og en af de ting, der kan holde nationalkonservatismen i skak på det område, er kristendommen. Jeg tror ikke, at vi er hverken bedre, klogere eller smukkere end andre. Men det her er nu engang vores hjem. Vi har brug for ydmyghed og beredvillighed til at lære af andre. Et hjem, hvor man har slået vindebroen op og isoleret sig, dét hjem går selvfølgelig i forfald”.

“Nationalkonservatismen må aldrig forfalde til at dyrke stammementalitet”

Nej tak til EU

Derfor går Jesper Bacher som nationalkonservativ også ind for samarbejde henover grænsen. Men ikke indenfor EU, som han er modstander af:

”Den der opfattelse af, at hvis ikke man ligger på maven for EU, så lukker man af for verden, den irriterer mig frygtelig meget. Som om EU er verden. Det er jo latterligt. EU har eksisteret siden 1957. Det er en relativ kort periode af Europas historie. Så den forestilling om, at før EU var alting mørke, krig og konflikter, så kom EU, og så blev alting lyst og smukt, og udenfor er der kun mørke og tænders gnidsel. Den køber jeg ikke. Jeg går ind for grænseoverskridende samarbejde, men jeg går ikke ind for udhuling af den nationale suverænitet. Og i Rom-traktaten står der, at man skal arbejde mod en stadig snævrere union. Med andre ord, at det ultimative mål er nationalstaternes opløsning. Derfor er jeg EU-modstander”.

Siger Jesper Bacher, inden vi slutter interviewet med at gå en tur i den lille skov, som ligger for enden af  præstegårdshaven. Vi standser for enden af en sti med udsigt over en af Lollands mange roemarker. Her har Jesper Bacher rejst et fire meter højt kors. For at markere, at der ikke er nogle gudsforladte steder hverken i sognet eller i verden, som han siger. Et passende sted at besøge efter en lang samtale om politik og religion. For som Jesper Bacher siger om sin politiske holdning:

”Man kan sige, at konservatismen erkender, at vi ikke selv er guder. Den er ikke en menighed, ikke en kirke, ikke en tro. Konservatismen tager hensyn til det forhold, som vi kristne kalder arvesynden. At vi ikke er så gode, som vi burde være – og aldrig bliver det. Vi er fejlbarlige mennesker med begrænset indsigt. Og vi kan ikke skabe paradis på jord”.

Tre boganbefalinger fra Jesper Bacher om nationalkonservatisme

Roger Scruton: How to be a conservative

Yoram Hazony: The virtue of nationalism

Kasper Støvring og Mikael Jalving: Danmark under angreb – kulturkritiske udvekslinger

Den artikel er den første i interviewserie med nationalkonservative debattører.