Forbud mod religiøs hovedbeklædning for alle offentligt ansatte vil være i strid med konventioner, mener ministerium. Men Juraprofessor siger, at Martin Henriksen (DF) kan have ret i, at et forbud kan være muligt for offentligt ansatte med direkte borgerkontakt
Vil det være lovligt at forbyde skolelærere og sygeplejersker at bære religiøs hovedbeklædning som det muslimske tørklæde?
Nok ikke, mener justitsministeriet. Jo, måske, mener juraprofessor Jens Elo Rytter, der er ekspert i forfatningsret ved Københavns Universitet.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har med hjælp fra Justitsministeriets jurister konkluderet, at et forbud mod religiøs hovedbeklædning for offentligt ansatte vil være i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention.
Men til Berlingske siger juraprofessor Jens Elo Rytter, at et forbud godt kan begrundes sagligt. Det siger han, efter at Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martine Henriksen i weekenden sagde, at svaret fra justitsministeriet kan tolkes, så et forbud kan indføres for de offentligt ansatte, som har direkte borgerkontakt, herunder skolelærere.
”Jeg ser en åbning i svaret fra Inger Støjberg, som gør det muligt at indføre et forbud mod religiøs hovedbeklædning i arbejdstiden for de offentligt ansatte, der har borgerkontakt,” siger Martin Henriksen til Berlingske.
Til det siger juraprofessor Jens Elo Rytter:
”Det er svært at begrunde, hvorfor offentligt ansatte uden borgerkontakt ikke må bære synligt religiøse symboler og religiøs hovedbeklædning. Men der kan måske være et sagligt argument, der kan begrunde et forbud mod synlige religiøse symboler og religiøs beklædning for offentligt ansatte, der har borgerkontakt,” siger han.
Både og
I svaret fra Justitsministeriet står der, at et forbud vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 9. Den siger at ”enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed”. Friheden kan dog begrænses, hvis der er nogle særlige hensyn, og et sådant hensyn kunne være, at offentligt ansatte skal fremtræde religiøst neutrale.
Juristerne vurderer dog, at et forbud for alle offentligt ansatte vil være at gå for vidt. Det vil, som det hedder, ”ikke opfylde proportionalitetskravet efter menneskerettighedskonventionen og kan derfor ikke retfærdiggøres”. Men anderledes kan det altså stille sig, hvis forbuddet kun gælder ansatte med borgerkontakt.
Juraprofessor Jens Elo Rytter henviser til, at der er et lignende forbud for dommere. Her vægtes hensynet til at ”fremstå neutral overfor borgerne” højere end religionsfriheden. Han siger dog også, at sagen juridisk ikke står så stærkt.
Ser en åbning
Dansk Folkeparti nu vil nu overveje næste skridt:
”Vi vil nu i gruppen diskutere, hvad vi vil gøre, men jeg ser en åbning i svaret fra Inger Støjberg, som gør det muligt at indføre et forbud mod religiøs hovedbeklædning i arbejdstiden for de offentligt ansatte, der har borgerkontakt,” siger Martin Henriksen til Berlingske.
I december rejste Dansk Folkeparti et beslutningsforslag om et forbud mod religiøs hovedbeklædning for offentligt ansatte. Det blev afvist af de øvrige partier. Det var efter det, at DFs integrationsordfører Marie Krarup bad udlændinge- og integrationsministeren om den juridiske vurdering, som nu er kommet.
Svaret fra udlændinge- og integrationsministeren kan ses her.