Flertal siger nej til DF-forslag om kommunale folkeafstemninger

0
1328
Alex Ahrendtsen (DF) glæder sig over, at regeringen vil være med til at analysere udenlandske erfaringer med kommunale folkeafstemninger. Men han undrer sig over,a t Venstre og Socialdemokratiet ikke bakker DFs forslag op. Fra Folketings-TV

Kun Enhedslisten og Nye Borgerlige støttede forslag fra DF om bindende kommunale folkeafstemninger. “Er det, fordi man er bange for folks holdninger,” spurgte DFs ordfører Alex Ahrendtsen under debatten. Flere partier er dog klar til at drøfte, hvordan lokaldemokratiet kan styrkes

Det kunne have styrket det lokale demokrati, men et stort flertal i Folketinget sagde nej. Et forslag fra Dansk Folkeparti om bindende kommunale folkeafstemninger, som i sidste uge blev behandlet i Folketinget, bliver ikke til noget i denne omgang. Kun Nye Borgerlige og Enhedslisten støttede forslaget, mens både Venstre og Socialdemokratiet sagde klart fra. Derfor er der indtil videre ingen udsigt til, at det bliver lettere for borgerne at få en sag prøvet ved en folkeafstemning.

Hvis DFs forslag var blevet vedtaget, ville en sag fremover kunne komme til folkeafstemning, hvis mindst 10 procent af borgerne kræver det. Dermed ville man f.eks. kunne få trykprøvet beslutninger, som kommunalbestyrelsen har vedtaget. Men sådan bliver det ikke.

Alex Ahrendtsen var ordfører på forslaget fra Dansk Folkeparti. Han undrer sig over, at store partier som Socialdemokratiet og Venstre er modstander af flere folkeafstemninger.

”Det undrer mig, at ministeren og regeringen er imod at inddrage borgerne noget mere, f.eks. gennem folkeafstemninger. Er det, fordi man er bange for folks holdninger? Og er man på samme vis så også imod nationale folkeafstemninger, som vi jo har lovfæstet i grundloven?,” sagde Alex Ahrendtsen under debatten i Folketinget.

Skal kigge på udenlandske erfaringer

DFs forslag er blandt andet inspireret af Schweiz. Alpelandet har mere end 100 års erfaringer med folkeafstemninger i kommuner, kantoner og på nationalt niveau. Forskning fra Schweiz viser, at tre ud af fire borgere, der deltager i afstemningerne, sætter sig ind i sagerne, og at folkeafstemninger desuden virker inkluderende, så alle føler sig hørt.

Alex Ahrendtsen foreslog under debatten, at der laves en analyse af de udenlandske erfaringer fra bl.a. Schweiz. Det forslag bakkede indenrigsministeren op:

”Jamen det vil jeg meget gerne være med til at få sat i gang. Jeg synes, det er rigtigt, at der kan være fordele ved at lave folkeafstemninger. Jeg synes, at nogle af de beslutninger, vi har truffet ved folkeafstemninger, har vist sig at være rigtige – ikke fordi jeg skal ned ad Memory Lane eller sådan ned ad erindringens spor. Jeg synes, det er et supplement til det repræsentative demokrati, som under nogle omstændigheder skal tages i brug. Så lad os prøve at se, hvordan vi kan blive klogere på det,” sagde Kaare Dybvad Bech.

Konservative og SF var modstander af DFs forslag, men de to partier vil gerne være med til at drøfte, hvordan lokaldemokratiet kan styrkes, bl.a. gennem vejledende og lokale folkeafstemninger. En enkelt parti gik den stik modsatte vej. Det var Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Han erklærede, at ”folkeafstemninger er noget af det mest udemokratiske, der overhovedet findes, for det efterlader mindretallet på perronen”.