EU-enhed overgiver Meld & Feld-sagen til dansk politi

0
1753
Morten Messerschmidt, folketingsmedlem, Dansk Folkeparti.

EUs antisvindelenhed OLAF har efter fire års undersøgelse afleveret en rapport om sagen om påstået misbrug af EU-midler til bagmandspolitiet i Danmark. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der var formand for Meld, glæder sig over, at sagen nu skal undersøges af dansk politi

Efter fire års efterforskning af den såkaldte Meld & Feld-sag om misbrug af EU-midler, har EU’s antikorruptionsenhed OLAF onsdag overdraget sit materiale til SØIK, populært kaldet bagmandspolitiet.

Sagen handler om, hvorvidt bl.a. Dansk Folkeparti uretmæssigt har brugt EU-midler for i alt 4,35 millioner kroner via Meld, der var en delvist EU-støttet politisk alliance i EU-parlamentet, samt den tilhørende fond Feld.

Folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF) var formand for Meld i en periode, mens han var medlem af EU-parlamentet. Han siger til TV2, at han glæder sig over, at sagen nu skal behandles af bagmandspolitiet:

“Jeg har langt større tillid til dansk politi end til det cirkus, som vi har været udsat for fra Olafs side,” siger Morten Messerschmidt.

“Jeg har langt større tillid til dansk politi end til det cirkus, som vi har været udsat for fra Olafs side”

Morten Messerschmidt (DF), til TV2

Fire års undersøgelser

OLAF har undersøgt sagen siden 2015 og har afleveret en rapport om sin efterforskning til SØIK. Rapporten er ikke offentliggjort og det fremgår ikke, hvor stor en del af beløbet, der vedrører Dansk Folkeparti. Det er nu op til SØIK, om der skal indledes en efterforskning af DF, der tidligere på eget initiativ har tilbagebetalt 127.600 euro

Om sine undersøgelser skriver OLAF i en mail til Berlingske:

“Takket være støtten og bistanden fra de danske og italienske myndigheder konstaterede OLAF, at MELD og FELD blev brugt af foreningens medlemmer til at opnå ulovlige gevinster for dem selv eller for andre til skade for Europa-Parlamentets økonomiske interesser. OLAF konstaterede også, at de kontraktmæssige regler, der var nedfældet i MELDs og FELDs beslutninger om tildeling af tilskud, ofte blev ignoreret. Forsømmelse af reglerne resulterede i ulovlig, uregelmæssig eller ikke-støtteberettiget brug af de operationelle tilskud, som Europa-Parlamentet har betroet MELD og FELD gennem årene”.

Messerschmidt: Intet strafbart

Morten Messerschmidt siger til Berlingske, at han er »fuldstændig overbevist om, at vi ikke har begået noget strafbart«.

»Alt det her med om man skal betale penge tilbage, det kan man diskutere. Det har i vidt omfang været en politisk afgørelse. Der har vi allerede sagt, at hvis der er noget, parlamentet vil have tilbage, kan de få det. Men i forhold til det strafferetlige føler jeg mig temmelig overbevist om, at der ikke er noget at komme efter, al den stund, at vi har fulgt alle de anbefalinger, som vi har fået, når vi har afholdt forskellige aktiviteter”.

Overfor DR kritiserer Morten Messerschmidt håndteringen af sagen fra OLAFs side:

“Blandt andet behandlingstiden. At skulle være på kogepladen i fire år eller noget i den stil uden at kunne få en egentlig melding om, hvad det handler om. End ikke i dag, hvor man vælger at orientere pressen, før jeg kan få noget klarhed over det. Det synes jeg ikke lever op til det, man normalt forventer i god forvaltningsskik,” siger Morten Messerschmidt til DR.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl glæder sig også over, at sagen overgives til danske myndigheder. På Twitter skriver han, at han har stor tillid til dansk politi og at han “er fortsat af den opfattelse, at nok har der været tale om en rodebutik i Meld og Feld, men i forhold til Danmark rækker sagen ikke til mere end det”: