Efterkommere af ikke-vestlige indvandrere vil forbyde kritik af religion

0
2388
Arkivfoto

48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere er “helt enig” i at det bør forbydes at kritisere religion, viser den årlige medborgerskabsundersøgelse fra Udlændinge- og integrationsministeriet

Det skal være forbudt at kritisere en religion. Det mener næsten halvdelen af efterkommere af ikke-vestlige indvandrere i Danmark, i følge tal fra den årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab, som offentliggøres i denne uge.

Det er Kristeligt Dagblad, der bringer tallet, som stammer fra et notat fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om den endnu ikke offentliggjorte undersøgelse.

I følge notatet svarer 48 procent “helt enig” på spørgsmålet: “Hvor enig eller uenig er du i, at det bør være forbudt at kritisere religion”. Til sammenligning mener 20 procent af de etniske danskere, at religionskritik skal være forbudt. Blandt indvandrere, der har opholdt sig i mindst tre år i Danmark, er tallet 42 procent.

“Homoseksualitet er moralsk forkert”

Også når det gælder homoseksuelle ægteskaber, er der tydelige forskelle i holdningerne mellem indvandrere og etniske danskere. Mens 28 procent af indvandrere og 24 procent af efterkommere mener, at homoseksuelle ægteskaber er moralsk forkerte, er det 11 procent af de etniske danskere, som har den opfattelse.

På spørgsmålet om hvorvidt manden er familiens naturlige overhoved, har 36 procent af indvandrerne og 31 procent af efterkommerne denne opfattelse. Den deles kun af 10 procent af etniske danskere.

I følge Kristeligt Dagblad er der dog færre indvandrere og efterkommere, som ikke bakker op om ligestilling og homoseksualitet i dag i forhold til den tilsvarende undersøgelse i 2017.
Der er også flere indvandrere og efterkommere, der føler sig danske i dag, sammenlignet med i 2011.