DITOVERBLIK-ANALYSEN: Desværre: Siger og gør er to ting

0
281
Finansminister Nicolai Wammen (S) samt Morten Østergaard (RV), Pia Olsen Dyhr (SF), Pernille Skipper (Enh.) og Uffe Elbæk (Alt.) og ordførere, da Regeringen, Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet præsenterer aftaleN om finansloven. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Finanslov på plads. Den kolde analyse må være, at det falder rigtigt mange politikere svært at gøre det, de siger. Vælgerne straffer heldigvis i længden partier, hvor uoverensstemmelsen mellem siger og gør er markant

En analyse fra DitOverblik

Overordnet må man sige, at regeringen foreløbigt er sluppet af sted med kommunikationen om sin første finanslov. Den kom sent mandag aften i hus som en aftale mellem regeringen, de radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet. Og aftalen bærer i udpræget grad præg af, hvem der har indgået den; En ulighedsredegørelse – i et af de absolut og indiskutabelt mest lige samfund i verden… – for 20 millioner kroner styrkelse af grønt diplomati og millioner til ”et løft af” LGBT.

Onde tunger kunne nok hævde, at hvis dé prioriteringer er udtryk for, hvad der løser problemer og er påtrængende vigtigt i Danmark, så har Danmark anno 2019 ikke nogle rigtige problemer.

Man må konstatere, at Morten Østergaard (Rad.), Pia Olsen Dyhr (SF), Pernille Skipper (Enhl.), Uffe Elbæk (Alt.) og den samlede S-regering synes, at det er vældig vigtigt. Om danskerne så også synes det, hvis de opdager det, er måske knap så sikkert.

Regeringen selv har da også i stedet bl.a. fremhævet aftalen om minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, et af valgkampens superemner, der i folkeligt opmærksomhed og omfang næsten lå på linje med klimadebatten.

Socialistisk Folkeparti havde dristigt fastslået allerede i sommer, at partiet ikke støttede en finanslov uden en løsning af partiets krav om minimumsnormeringer på hhv. tre børn og seks børn pr. voksen i vuggestuer og børnehaver.

Minimumsnormeringer – efter næste valg…

Dermed tændte Pia Olsen Dyhrs parti tidlige julelys i øjnene på forældre, der længe har været dødtrætte af, hvad de oplever som underbemanding, lukkedage, kursusdage og for meget uro i deres børns institutioner. Da TV2 så til overflod midt i valgkampen sendte et program, hvor den manglende voksenopmærksomhed var hjerteskærende, blev emnet automatisk en vælgermagnet.

Udfordringen for aftale-partierne synes så at være, at de først rigtigt gør noget ved det i 2025. Det er om fem år. På den anden side af næste folketingsvalg. Og pengene, der er sat er, er for små. Allerede i maj i år udregnede den uafhængige tænketank Kraka, at løftet vil koste 3,3 milliarder kroner. Der er frem til 2025 afsat 1,6 milliarder kroner… Tænketanken Kraka ér uafhængig, men den ledes af den mangeårige socialdemokrat Peter Mogensen, så selv om den er uafhængig er den ikke nødvendigvis uvenlig, bare saglig.

Allerede i maj i år udregnede den uafhængige tænketank Kraka, at løftet vil koste 3,3 milliarder kroner. Der er frem til 2025 afsat 1,6 milliarder kroner…

Og sagligheden kan blive udfordringen for løftet. For lidt og for sent, kunne de ad flere omgange demonstrerende forældre nok mene – deres børn er for længst forsat i skolen, når kravene, mere eller mindre, nok mest det sidste, indfries i 2025.

Flere finurligheder i rækken af sådanne i finansloven er også, at der ikke er penge til den grænsekontrol, regeringen siger, den ønsker, og i øvrigt heller ikke til politi og tryghed, trods megen bekymret regeringssnak om bander og bomber og kameraer – med mindre da, man mener at et løft af LGBT er betryggende i sig selv.

Glæden over finanslovsaftalen er stor hos Morten Østergaard (RV) og Pia Olsen Dyhr (SF). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Tryg som en Dagmartærte

Mette Frederiksen flyver flot for tiden og har gjort det næsten uantastet siden valget. Ikke meget bider på hende, og hun får aktuelt i julemåneden lov at brede sig over 15 sider, femten, i DSB-bladet Ud&Se, der har et læsertal på den gode side af en halv million mennesker, der alligevel sidder og småkeder sig i et tog. Et ret fedt sted at få næsten uudfordret taletid om alt fra Mette Frederiksens politiske idol Peter Sabroe og hendes far, typografen, over Boris Johnson til Disney-universet. Ikke mange steder rammer hun skævt, hvis målet er at ramme flest mulige hurtigst muligt: vores børn ser også Disney-sjov, vi hader også alle sammen uretfærdighed, Brexit virker lige så rodet som Boris Johnssons frisure og hvem kan i grunden ikke lide Dagmartærte?

Mette Frederiksen virker lige så tryg på os som vores barndoms Pixibøger.

Ironisk nok kan netop dét ramme hende i nakken, inden hun skal møde vælgerne næste gang.

”Ingen skal true os til at ændre den stramme udlændingepolitik”, sagde Mette Frederiksen i Aabenraa i en duel med Lars Løkke Rasmussen ca. halvvejs i valgkampen i maj 2019, ifølge DR.dk.

”Ingen skal true os til at ændre den stramme udlændingepolitik”, sagde Mette Frederiksen…

Og til Berlingske sagde hun i juni efter valget, at hun ikke ”vil lade sig presse til at lempe på udlændingepolitik”, hvis hun blev statsminister. Det blev hun som bekendt. Og siden har hun og regeringen, uanset hvad de påstår, lempet udlændingepolitikken.

Gør op med hjemsendelsespolitikken

Den foreløbige bund blev nået med netop finansloven for næste år, der i aftaleteksten gør op med den reelt banebrydende hjemsendelsespolitik, som Dansk Folkeparti fik igennem med VLAK-regeringen for næsten på dato for et år siden.

På aftalens side 23 står: ”Opholdsordningen skal sikre, at udlændinge, der allerede har fundet fodfæste på arbejdsmarkedet, og derved bidrager til det danske samfund, får mulighed for fortsat at bidrage”.

Det er embedsmandsdansk for at blive i Danmark, når man ellers skulle rejse hjem. Aftalepartierne ønsker at udlændinge, der har job, bliver i Danmark. Det er en tilbagevenden til tiden før hjemsendelsespolitikken, det såkaldte paradigmeskifte.
Uanset alle besværgelser; det er en eklatant lempelse af udlændingepolitikken.
Og det kommer så oveni, at Arne stadig venter på sin tidligere folkepension og forældrene må kigge fem år frem, før de, måske, ser flere voksne i de institutioner, deres børn når at forlade.

Så er tryghed og Dagmartærter jo godt. Men er næppe nok.