DF vil stoppe lokalpolitikeres lukrative orlov med løn

0
1560
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Camilla Fabricius tog tre måneders betalt orlov fra byrådet i Aarhus Kommune, da hun blev valgt til Folketinget. Foto: Aarhus Kommune

Byråds- og regionsrådspolitikere skal ikke kunne hæve vederlag, mens de går på orlov for at holde ferie eller føre valgkamp, lyder beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti

194 byrådspolitikere var i perioden 1. januar 2018 til 1. september 2019 på orlov med løn i flere måneder. 81 af dem var på sygeorlov, hvor de kan få op til ni måneder løn. De 113 andre var på forskellige former for orlov. Nogle førte valgkamp til Folketinget, nogle var ude at rejse, nogle studerede og én tog orlov for at male sit hus. Imens rullede byrådsvederlaget ind på deres konto i op til tre måneder. Det vil sige, at de hver måned modtog 10.000-20.000 kroner om måneden i vederlag.

Det viser en aktindsigt, som Danmarks Radio har foretaget hos landets 98 kommuner.

En af dem, der var på betalt orlov, var Liberal Alliances nye politiske leder Alex Vanopslagh. Han tog orlov fra Borgerrepræsentationen i København forud for folketingsvalget den 5. juni for at føre valgkamp.

En anden var det nyvalgte socialdemokratiske folketingsmedlem Camilla Fabricius. Hun tog tre måneders betalt orlov fra Aarhus Byråd, da hun var blevet valgt til Folketinget.

Men det burde slet ikke være muligt at få løn som lokalpolitiker, hvis man er på orlov. Det mener Dansk Folkeparti, som nu har rejst et beslutningsforslag om at afskaffe den lukrative orlovsordning for by- og regionsrådsmedlemmer.

”Det er urimeligt, at byrådsmedlemmer kan opretholde vederlag, når de ønsker at forfølge egne interesser (…) Reglerne for orlov skal ændres og forsimples, så de er på linje med de regler, der gælder for alle andre på arbejdsmarkedet, som selv må betale for en orlovsperiode,” skriver DF i beslutningsforslaget, som kommunalordfører Jens Henrik Thulesen Dahl er ordfører på.

“Det er urimeligt, at byrådsmedlemmer kan opretholde vederlag, når de ønsker at forfølge egne interesser”

Dansk Folkeparti i beslutningsforslag

Kan ikke sige nej til vederlag

LA-lederen Alex Vanopslagh forsøgte selv at fraskrive sig sit vederlag fra Københavns Kommune. Men i et interview med Berlingske har han fortalt, at han fik nej, da han forhørte sig om muligheden for at gå på orlov uden løn. Det samme var tilfældet for byrådspolitikeren Svend Brandt, der er valgt til Haderslev Byråd for Enhedslisten. Han tog orlov for at være mere sammen med sin familie og for at passe sit hus. Også han fik nej til at fraskrive sig vederlaget, hvilket han har forklaret Ekstra Bladet i artiklen ”Orlovs-gak for skattekroner: Fuld løn for at male huset”.

Chefforsker ved Danmarks Medie-og Journalisthøjskole Roger Buch har overfor Berlingske bekræftet, at det ikke er muligt for at lokalpolitikerne at sige nej tak til vederlag. Men Dansk Folkeparti opfordrer alle lokalpolitikere til at undlade at gøre brug af reglerne, indtil de er lavet om. Samtidig opfordres de enkelte politikere til at lægge pres på deres egne partier for at få ændret reglerne.

Ud over skrotte den lukrative orlovsfinte vil Dansk Folkeparti også have strammet op på reglerne om lokalpolitikeres sygeorlov. Byråds- og regionsrådspolitikere kan i dag tage sygeorlov, uden at skulle fremvise en lægeerklæring. Men står det til DF, skal der gælde præcis samme regler for politikere ved sygdom som på det øvrige arbejdsmarked. Det vil sige, at der skal fremlægges dokumentation for sygdommen, hvis en politikere ønsker at gå på sygeorlov.