DF vil afskaffe iværksætterselskaber: De misbruges til svindel

0
391
For bare én krone kan man oprette et iværksætterselskab.

Dansk Folkeparti vil afskaffe muligheden for at stifte iværksætterselskaber til 1 krone. Den billige selskabsform skaber ingen vækst og bliver udnyttet af kriminelle, mener partiet

De skulle have banet vejen for flere iværksættere, men de bruges i stedet til at snyde og bedrage. De såkaldte iværksætterselskaber, IVSer, som kan stiftes med bare én krone i startkapital, er ikke blevet den genvej til nye, vækstorienterede virksomheder, som de var tænkt.

En opgørelse har vist, at IVSerne samlet skylder mere end en halv milliard kroner i skat, og mange de selskaber, der bliver opløst, har været “brugt til alle mulige former for omgåelse af reglerne – og i realiteten kriminelle forhold,” som advokat Anne Birgitte Gammelgaard, der har været kurator i mange konkurssager med ISV-selskaber, har udtalt.

På den baggrund rejser Dansk Folkeparti nu et beslutningsforslag om at afskaffe iværksætterselskabsformen.

“Det er Dansk Folkepartis holdning, at det gennem selskabsformen ivs er blevet for nemt at oprette virksomheder og risikofrit bedrage samfundet for millioner af kroner. Ivs’erne bruges til at begå økonomisk kriminalitet, ivs’ernes gæld til det offentlige er steget kraftigt og forventningen om at ivs’erne over tid ville vokse sig store og i sidste ende ville bidrage med vækst, har vist sig urealistisk. Derfor bør ivs som selskabsform udfases hurtigst muligt,” skriver DF i sit beslutningsforslag.

“Det er gennem selskabsformen ivs blevet for nemt at oprette virksomheder og risikofrit bedrage samfundet for millioner af kroner”

Kun få ivs’er har øget deres værdi

IVS-formen blev indført pr. 1. januar 2014 og var tænkt som en mulighed for iværksættere, der ikke havde de fornødne 50.000 kroner i startkapital, som det kræver at oprette et anpartsselskab. IVS’erne skal i stedet spare en del af overskuddet op, så de på et tidspunkt kan omdannes til et anpartsselskab, men en analyse har vist, at det kun er tre procent af de IVSer, som er blevet etableret siden 2014, der har formået at øge selskabskapitalen fra startkravet på 1 krone til 50.000 kroner.

“Ulemperne ved IVSerne er ikke til at komme udenom, og når forventningerne til ivs’erne nu på femte år i træk forbliver uindfriede og fordelene samtidig er til at overse, bør muligheden for sa oprette iværksætterselskaber udfases hurtigst muligt,” skriver DF i beslutningsforslaget.