Et flertal i Københavns borgerrepræsentation trodser Folketinget og vil bevare store bededag som fridag for offentligt ansatte. DF i København står bag forslaget. I en stribe andre kommuner stiller DF’ere lignende forslag
Hvis det står til et flertal i Københavns kommune, så får regeringen ikke held med at afskaffe store bededag som fridag. I hvert fald ikke for kommunalt ansatte og skolebørn i København.
Takket være et forslag fra Dansk Folkeparti, som torsdag blev vedtaget af et snævert flertal bestående af DF, Konservative, Liberal Alliance, Alternativet, SF og Enhedslisten, er det nu besluttet, at de relevante forvaltninger i København skal undersøge muligheden for, at store bededag kan bevares for kommunens ansatte og skolebørn.
“Forslaget er først og fremmest stillet for at sende et signal til Folketinget og til borgerne om, at her er der noget, som vi gerne vil forsøge at holde fast i, og som vi er meget utilfredse med bliver fjernet,” siger DFs medlem af Borgerrepræsentationen, Finn Rudaizky, til B.T.
Senest 4. maj skal forvaltningerne have et forslag klar til politikerne.
DF-forslag på vej i flere kommuner
Borgerrepræsentationens beslutning kommer bare to dage efter, at et flertal i Folketinget vedtog regeringens lovforslag om at afskaffe store bededag fra 2024. Forslaget skal i følge regeringen skaffe mindst tre milliarder kroner årligt til statskassen, der skal være med til at finansiere øgede forsvarsudgifter.
I en stribe andre kommuner står DF-politikere bag lignende forslag om at bevare store bededag som fridag. Det gælder Frederikssund, Middelfart, Gribskov, Ikast-Brande, Herning, Næstved og Gladsaxe.
Forsøget på at modsætte sig regeringens beslutning, har fået Kommunernes Landsforening (KL). Den kommunale organisationer mener ikke, at kommunerne har ret til at genindføre store bededag, når Folketinget har afskaffet den.
”KL oplyser, at det ligger uden for kommunernes råderum at genindføre frihed med løn for kommunens ansatte på store bededag. Efter vedtagelsen af lov om konsekvenser ved afskaffelse af store bededag som helligdag er den ikke længere en søgnehelligdag i overenskomsterne,” hedder det i et brev fra KL, i følge mediet Altinget.
KL forsøger at bremse lovlig demokratisk proces
Den indblanding i sagen gør Finn Rudaizky vred. DFeren sagde torsdag aften i Borgerrepræsentationen, at ”KL på værste politiske, manipulerende facon, har forsøgt at bremse en lovlig demokratisk proces i kommunerne”:
”De har i et brev fra den 28/2 nærmest truet med, at partierne ikke kan stille disse forslag. Altså de forslag som KL ikke kan lide. Det er den værste form for forsøg på begrænsning af politikeres ytringsfrihed. Selvfølgelig har politikerne lov til at drøfte demokratiske anliggender. KL skulle hellere bruge energien på at vejlede sine medlemmer på en ordentlig måde,” sagde Finn Rudaizky.