DF-ordfører: Indgreb kan sætte ”sobre” boligrenoveringer i stå

0
1961
Boligminister Kaare Dybvad (S) holder pressemøde tirsdag formiddag om rapporten fra ekspertgruppen vedr. boligreguleringslovens § 5, stk. 2. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019

Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker vil gerne stoppe udenlandske kapitalfondes spekulative lejlighedsrenoveringer i København og Aarhus. Men hun advarer om, at en kraftig regulering af lovgivningen kan få konsekvenser for både håndværkere, lejere, landdistrikter og ”sobre” udlejere

Dansk Folkepartis boligordfører Mette Hjermind Dencker er enig: Udenlandske firmaer, der opkøber ejendomme i København og Aarhus for at score kassen på massive huslejestigninger, skal stoppes.

Men hun advarer mod at lave så voldsomt et indgreb i lovgivningen, at det vil gå ud over mange andre end udenlandske kapitalfonde som den amerikanske Blackstone, der kritiseres for at udnytte lovgivningen til at lave renoveringer af lejligheder, der kun har til formål at sætte huslejen markant op.

Det siger DF-ordføreren på dagen, hvor et ekspertudvalg afleverer en rapport om boligreguleringsloven, som boligordførerne tirsdag aften skal drøfte med boligminister Kaare Dybvad (S).

Advarer mod quickfix

På forhånd har SF og Enhedslisten meldt ud, at de vil have afskaffet den såkaldte paragraf 5 stk. 2, som blev indført for at give et økonomisk incitament til at renovere og modernisere ældre ejendomme.

Boligministeren har endnu ikke sagt, hvad han vil. Men han har ladet forstå, at der skal gøres noget markant, og at det skal ske hurtigt. Begge dele finder Mette Hjermind Dencker stærkt bekymrende:

”Vi har ikke brug for et quickfix, som også går ud over alle de sobre på markedet, og som kan få konsekvenser for både håndværkere, lejere og andelsboligejere. Vi har brug for en mere grundig proces, hvor vi også får afdækket de samfundsmæssige konsekvenser af at ændre boligreguleringsloven,” siger Mette Hjermind Dencker.

”Vi har ikke brug for et quickfix, som også går ud over alle de sobre på markedet, og som kan få konsekvenser for både håndværkere, lejere og andelsboligejere”

Mette Hjermind Dencker, boligordfører, Dansk Folkeparti

Ekspertudvalget, som tæller repræsentanter for både lejere og udlejere, blev nedsat i foråret. På grund af folketingsvalget og sommerferien har de kun holdt få møder. Alligevel er de nu klar med en rapport, som tirsdag morgen bliver omtalt i flere medier.

Mette Hjermind Dencker, bolig-, bygnings, landdistrikts- og øordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Hastværk fra ekspertudvalg

Mette Hjermind Dencker har læst rapporten, og hun er ikke imponeret. Hun mener der er tale om et hastværk, der er unødvendigt:

”Jeg synes det er ærgerligt, at vi skal skynde os, for det er der ingen grund til. Jeg ser helst, at vi starter med nogle mindre reguleringer, og så laver en evaluering efter to år for at se, om der er brug for noget skrappere. For mig vil det være helt uspiseligt at afskaffe paragraf 5 stk. 2, for det vil fjerne motivationen til at renovere. Det vil give flere faldefærdige ejendomme, også i landdistrikterne,” siger Mette Hjermind Dencker.

Blandt de forslag, der har været oppe og vende, er en karensperiode fra køb af ejendomme til at renoveringen må begynde. Mette Hjermind Dencker er med på en sådan ”karantæne”, hvis den ikke bliver længere end f.eks. ét år. Derudover foreslår hun, at udlejeren skal forpligtes til at gøre noget ved ejendommens ydre rammer, f.eks. trappeopgange og vinduer. I dag er fokus alene på lejligheden, hvor der udskiftes køkkener og bad.

”Man kunne for eksempel sige, at alle paragraf 5.2-renoveringer som minimum skal føre til, at ejendommen får energimærke C, så der ikke kun er fokus på de områder, hvor man kan få en hurtig fortjeneste,” siger Mette Hjermind Dencker, der også foreslår at byer med færre end 50.000 indbyggere friholdes, så det ikke sætter renoveringer i stå i provinsen.

”Man kunne for eksempel sige, at alle paragraf 5.2-renoveringer som minimum skal føre til, at ejendommen får energimærke C”

Mette Hjermind Dencker, boligordfører, Dansk Folkeparti

Blå partier imod regulering

Hos de øvrige partier i blå blok vil Konservative, Liberal Alliance og Venstre ikke lave nogle reguleringer af paragraf 5.2, mens Nye Borgerlige foreslår at adskille lovgivningen, så der er forskellige lovgivninger for de store udlejningsfirmaer og andelsboligerne.

Blandt regeringens støttepartier vil Enhedslisten helt afskaffe 5.2, mens SF som minimum lave en kraftig regulering. Radikale Venstre vil i følge DR kræve, at renoveringer opfylder klimamålsætninger, og Alternativet vil “gardere sig mod boligspekulanter”. Hvordan, vil boligordfører Sikandar Siddique ikke udtale sig om til DR.