DF kalder statsministeren i samråd: Regeringen førte dobbeltspil om mink-aflivning

0
3376
Statsminister Mette Frederiksen (S) under sidste uges spørgetime med statsministeren, hvor de borgerlige partiledere krævede svar om regeringens ulovlige ordre om aflivning af alle mink i Danmark. Nu kaldes statsministeren i et samråd efter nye, belastende afsløringer i BT. Foto: Claus Bech/Scanpix 2020

Statsminister Mette Frederiksen har afvist, at regeringens beslutning om at aflive mink reelt var en nedlægning af minkerhvervet. Men BT-afsløring viser, at regeringen i interne dokumenter talte om at ”branchen de facto vil blive lukket”

“Regeringen har ikke truffet en beslutning om at lukke minkerhvervet. Regeringen har truffet en beslutning om, at minkene skal aflives. Det er to forskellige beslutninger”.

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketinget den 25. november.

Men torsdag kunne BT offentliggøre interne regeringsdokumenter. Her omtales beslutningen om at aflive minkene som ‘nedlukningen af erhvervet’, og at ‘branchen de facto vil blive lukket’.

Det ene af disse dokumenter er skrevet den 3. november. Den dag, hvor regeringen på et møde i Koordinationsudvalget traf beslutningen om aflivning af mink.

Beslutningen, som blev offentliggjort 4. november på et pressemøde, blev begrundet med, at minkene udgjorde en fare for folkesundheden. De kunne sprede en muteret version af corona-virus, lød advarslen.

BTs afsløringer får nu Dansk Folkeparti til at kalde statsminister Mette Frederiksen i et samråd. DFs formand Kristian Thulesen Dahl skriver direkte i samrådsindkaldelsen, at statsministeren har ført et dobbeltspil om minkaflivningen:

”Hvorfor fører statsministeren dette dobbeltspil, hvor man siger ét til Folketinget og offentligheden og noget helt andet internt i regeringen vedrørende den meget vidtrækkende beslutning om at lukke et helt erhverv?,” skriver han.

Kristian Thulesen Dahl: Forklaring virker fabrikeret

Til BT siger Kristian Thulesen Dahl, at statsministerens svar i Folketingssalen den 25. november, ”virker fabrikeret, så det passer ind i regeringens kram”.

”Mette Frederiksen bliver nødt til at forklare, hvorfor hendes forklaring ikke passer med det, der står i regeringens interne dokumenter. Det får alle alarmklokker til at ringe,” siger han.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl i sidste uges spørgetime med statsminister Mette Frederiksen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

DF-formanden siger, at afsløringen viser, at ”regeringen udmærket var klar over at de lukkede minkerhvervet”. Når statsministeren alligevel sagde noget andet, må det være fordi den var advaret om, at der manglede lovhjemmel, vurderer Kristian Thulesen Dahl.

”Så tilpasser de deres svar efter det. Man sidder med en ubehagelig fornemmelse af, at regeringen prøver at fabrikere et tænkt scenarie for at slippe billigere ud af det her juridisk og økonomisk,” siger han til BT.

“Man sidder med en ubehagelig fornemmelse af, at regeringen prøver at fabrikere et tænkt scenarie for at slippe billigere ud af det her juridisk og økonomisk”

Kristian Thulesen Dahl, DF-formand, til BT

Juraekspert: Oppe imod grundloven

En juraekspert, professor Kristian Cedervall Lauta fra Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, forklarer i BT, hvorfor det er afgørende, om regeringen vidste, at den “de facto” var ved at nedlægge et helt erhverv. En sådan beslutning, siger han, stiller meget højere krav til lovhjemmel, “fordi man så er oppe imod grundloven, der siger, at ejendomsretten er ukrænkelig, og at alle har ret til at drive virksomhed. Altså helt fundamentale rettigheder”.

“Her gælder desuden et såkaldt skærpet hjemmelskrav – med andre ord stilles der højere krav til, at statsministeren kan pege præcist på en lov, hvor der er en helt klar hjemmel til at udføre beslutningen,” forklarer Kristian Cedervall Lauta.

I følge regeringens egen forklaring, var det først i weekenden 7.-8. november, at man blev klar over, at beslutningen om at kræve alle mink aflivet manglede lovhjemmel. Men den redegørelse, som Fødevareministeriet lavede om beslutningsprocessen, viser, at ministrene forud for mødet i Koordinationsudvalget den 3. november blev advaret skriftligt om, at der skulle skaffes lovhjemmel, hvis man ville kræve ikke-syge mink aflivet udenfor sikkerhedszonen på 7,8 km fra coronasmittede besætninger.

Statsminister Mette Frederiksen vil ikke kommentere afsløringerne overfor BT.

Læs mere i BT her