DF går til kamp mod ’woke-isme’ og krænkelseshysteri: ”Det er okay at være almindelig”

0
3984
Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkeparti gør i ny kampagne op med krænkelseshysteri og ekstrem identitetspolitik. ”Det spørgsmål bliver lige så centralt i politik, som udlændingedagsordenen var i 1990erne,” siger DFs formand Morten Messerschmidt til Avisen Danmark

Påstande om at der findes 71 køn. Aflysning af en børnehaves indianerfest, fordi en klager føler sig krænket på vegne af Amerikas oprindelige befolkning. Ødelæggelse af et kunstværk, fordi det har forbindelse til Danmarks fortid som kolonimagt.

Den ekstreme identitetspolitik vælter ind over Danmark, men nu sætter Dansk Folkeparti hælene i. DF lancerer i denne uge en storstilet kampagne med overskriften: ”Det er okay at være almindelig”.

Partiformand Morten Messerschmidt skyder onsdag kampagnen i gang i et stort interview med Avisen Danmark. Her fastslår han, at kampen mod woke-tendenser og identitetspolitik er et af tidens vigtigste kampe:

”Det spørgsmål bliver lige så centralt i politik, som udlændingedagsordenen var i firserne, halvfemserne og nullerne. Det berører så mange fundamentale spørgsmål: Sproget – hvad må vi sige, der ikke er krænkende? Historieforståelse -må vi tale om kolonitiden uden at skamme os? Kultur – er det kunst at ødelægge kunst? At være menneske – kan man få lov at være helt almindelig homoseksuel eller dansker med mørk pigmentering? Kan man få lov til bare at være almindelig? Det er et af de vigtigste spørgsmål i den tid, vi går ind i,” siger Morten Messerschmidt til Avisen Danmark.

“Kan man få lov til bare at være almindelig? Det er et af de vigtigste spørgsmål i den tid, vi går ind i”

Morten Messerschmidt til Avisen Danmark

100.000 foldere

Reklamer i lokalaviser, radiospots og 100.000 foldere med budskabet ”Det er okay at være almindelig” skal i de kommende uger sætte DFs kampagne på dagsorden i hele landet. Et af budskaberne lyder at ”krænkelsessyge ekstremister ikke skal bestemme over os”.

”Der er brug for politisk at sige klart fra, at sige, at det er helt i orden at være almindelig. Det behøver ikke at blive ekstremt, hvor det handler om, at alle føler sig krænkede, fordi samfundet er indrettet på en bestemt måde,” siger Morten Messerschmidt i interviewet.

Til kamp mod LGBT+

Han skyder bl.a. med skarpt mod LGBT+-bevægelsen, tidligere kendt som Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. LGBT+ mener, at der findes 71 forskellige køn og beskyldes af kritikere for ”ekstrem kønsaktivisme”.

”Problemet er, at dette er en forening, der varetog homoseksuelles interesser og kæmpede godt og heroisk for registrerede partnerskaber og alt muligt andet, men nu er det blevet til varetagelse af sekteriske interesser. Man skal redefinere sig selv, gøre sig selv specifik, særegen, partikulær via sin identitet, hudfarve, køn, seksualitet eller andet. Grundlæggende er det samfundsnedbrydende,” siger Morten Messerschmidt.

“nu er det blevet til varetagelse af sekteriske interesser”

Morten Messerschmidt om LGBT+

Vil forhindre ”ødelæggelse” af sproget

Dansk Folkeparti følger kampagnen op med en række politiske initiativer.

DF vil have en lov om, at Dansk Sprognævn holder fast i historiske udtryk og deres betydning samt forhindre, at nævnet acceptere nye pronominer som ”hen” og ”deres”.

DF vil have skrevet de såkaldte Chicago-principper ind i undervisningsloven. Chicago-principper er otte principper, som bl.a. skal sikre, at universiteter ikke forsøger at beskytte enkeltpersoner mod idéer og meninger, de er uenige i eller finder stødende.

DF vil desuden stille krav om, at folkeskolen kun underviser i nye kønsidentiteter osv. i et omfang, som kan retfærdiggøres. Senest har der været fokus på organisationen ”Normstormerne”, som får millioner i offentligt tilskud til seksualundervisning i københavnske folkeskoler. Deres budskab er, at køn er en social konstruktion.

”Det vigtigt, at børn ikke bliver nødet og indoktrineret til at se det som almindeligt, at man som 12-13-årig overvejer sit køn, når det i virkelighedens verden blot er en meget lille minoritet, der har den udfordring. Folkeskolen skal tale almindeligheden op og ikke skabe forvirring i hovedet på små børn, som burde fokusere på at have nogle gode hobbyer og kammerater og leve et almindeligt liv,” siger Morten Messerschmidt til Avisen Danmark.

Interviewet med Avisen Danmark kan læses her