Stadig ingen aftale om erstatning til minkavlerne. Blå partier mener, at regeringens udspil tager for lidt hensyn til bl.a. minkbranchens følgeerhverv
12 dage efter, at regeringen gav den danske minkbranche en ulovlig ordre til at aflive alle danske mink, er der stadig ikke landet en aftale om erstatning til minkavlerne.
Regeringen har forhandlet flere gange med Folketingets partier, men en samlet blå blok mener stadig, at regeringen skal strække sig mere i forhold til både minkavlerne og de følgeerhverv, som rammes af nedslagtningen.
Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby mener, at regeringen skal tænke nyt.
”Regeringen vil gerne gøre, som man plejer ved ekspropriering, men plejer er altså død. Man kan ikke på nogen måde sammenligne med nogen anden ekspropriering i danmarkshistorien,” siger Hans Kristian Skibby til Berlingske – og fortsætter:
”Når man normalt bliver eksproprieret, kan eksempelvis en landmand flytte sin virksomhed. Men minkavleren er jo simpelthen blevet forbudt i Danmark, så vi skal have en form for ekspropriering plus, der dækker bredere”.
“minkavleren er jo simpelthen blevet forbudt i Danmark, så vi skal have en form for ekspropriering plus, der dækker bredere”
Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører (DF), til Berlingske
DF: Der skal flere penge på bordet
Erhvervsministeriet anslår ifølge Jyllands-Posten, at regeringens udspil vil beløbe sig til ca. 14 milliarder kroner. Men partierne i blå blok kritiserer udspillet for blandt andet at tage for lidt hensyn til følgeerhvervene. Regeringen lægger op til, at eksempelvis en foderleverandør skal have 80 procent af sin omsætning baseret på minkbranchen, hvis det skal kunne udløse fuld erstatning. Står det til Dansk Folkeparti, skal grænsen være 50 procent.
”Det er noget af det, som kommer til at koste mange penge, det er klart. Og derfor vil regningen også blive større end de op til 14 milliarder kroner, der er fremme. Men vi kan slet ikke forsvare grænsen på 80 procent, som regeringen lægger op til. Så der ligger stadig et slagsmål der,” siger Hans Kristian Skibby til Berlingske.