Dansk Folkeparti og de Konservative forlod forhandlingerne om erstatning til minkavlerne. Begge partier er utilfredse med, at den politiske aftale sætter alt for lidt af til minkavlere, der vil fortsætte. Dermed bliver aftalen dyrere end nødvendig, mener DF og Konservative
Aftalen om erstatning til de danske minkavlere, som på regeringens ulovlige ordre slog alle deres dyr ihjel, er slet ikke attraktiv nok for de avlere, som vil fortsætte med at drive minkavl. Dermed bliver aftalen, der anslås at koste næsten 19 milliarder kroner, meget dyrere end nødvendig.
Det mener Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.
De to partier står begge udenfor den politiske aftale om erstatning til minkavlerne, som blev indgået mandag aften mellem Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.
Aftalen anslås at koste 18,7 milliarder kroner. Men dvaleordningen til minkavlere, som vil starte op igen, når forbuddet mod minkavl udløber 1. januar 2022, udgør kun 60 millioner kr. Dvaleordningen dækker nemlig kun avlernes faste omkostninger, indtil de kan starte op igen. Dermed er den slet ikke attraktiv for avlerne, mener DF og Konservative.
”Forleden blev der stiftet en forening for minkavlere, der gerne vil fortsætte. Den har nu rundet 100 medlemmer. Der er altså nogen, der gerne vil i gang igen. Men det tager man slet ikke hensyn til i den aftale, der er indgået,” siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.
Minkavlere, som lukker ned, får erstatning for tabt fremtidig indtjening i årene 2022-2030. Desuden får de erstatning for den forventede restværdi af minkavlernes uudnyttede ting (stalde, bure mv.).
Aftalen indeholder også erstatning for de mink, der er blev slået ned i 2020, men som ikke blev pelset og dermed ikke kunne sælges. Desuden får minkavlerne den tempobonus, de blev stillet i udsigt for at slå deres mink ihjel hurtigt. Desuden er der erstatning til følgeerhvev, som har over halvdelen af deres indtjening fra minkerhvervet.
“Aftalen giver ingen arbejdspladser”
Hans Kristian Skibby glæder sig over, at der nu kommer en afklaring på minkavlernes situation. Men han forstår ikke, at man ikke har gjort mere for at få genstartet minkerhvervet, som Danmark har været verdensførende indenfor.
”Vi synes det er ufatteligt ringe, at man ikke sætter mere af til en dvaleordning. Vi havde foreslået en lønkompensationsordning, der som minimum dækkede de første seks måneder efter, at minkavleren havde startet sin produktion op igen. Selvfølgelig med en modregning, hvis man havde anden indtægt. Det havde været billigere, og det havde givet arbejdspladser. Den aftale, der er lavet, giver jo ingen arbejdspladser. Det er kun udgifter til afvikling,” siger Hans Kristian Skibby.
Den konservative ordfører Rasmus Jarlov beskriver aftalen sådan her:
“Minkaftalen giver ca. 500.000 kr. hvis en avler går i dvale og vel i omegnen af 10 mio. kr., hvis han stopper og tager imod den fulde erstatning. Hvad vælger de mon så? Det er grunden til, at regningen bliver 19 mia. kr, og at K ikke er med”.
SF kæmpede imod dvalemodel
At der ikke har været vilje til at lave en attraktiv dvaleordning, skyldes indflydelsen fra Socialistisk Folkeparti, mener Hans Kristian Skibby.
”Regeringen er i lommen på venstrefløjen, når det gælder minkavlen. Det er min helt klare opfattelse, at man har villet undgå en genopstart af minkerhvervet. SF har jo også fået forhandlingerne til at handle om økologisk omlægning, skovrejsning og økologiske fødevare,” siger DFs erhvervsordfører med henvisning til, at der er i aftalen er afsat 50 millioner kroner til skovrejsning og styrkelse af økologi.
SFs ordfører Carl Valentin lægger da heller ikke skjul på, at SF ikke har ønsket, at dvalemodellen blev gjort attraktiv for minkavlerne. På Twitter skriver han:
“V, DF, K og NB drømte om en lukrativ dvalemodel til minkavlerne, så man hurtigt kunne starte den dybt problematiske industri op igen. Den plan fik SF forpurret, og der står nu en afpillet dvalemodel tilbage. SF har også kæmpet dyrenes og miljøets sag i forhandlingslokalet”.
Minkavlere: Vil koste for meget at starte op igen
At dvaleaftalen ikke er attraktiv, bekræfter en minkavler overfor DR:
“Det vil koste utroligt meget at starte op igen. Vi skal til udlandet og købe en ny besætning hjem, og det vil være en enorm investering, som jeg har svært ved at se, vi kan komme igennem med,” siger minkavler Niels Christian Poulsen.
DR: Hvad skal der til for, at dvaleordningen bliver attraktiv?
“Jamen, så skulle staten være med til at genskaffe de dyr, de nu engang har taget fra os,” siger Niels Christian Poulsen.
Formanden for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, tror også kun, at meget få minkavlere, vil vælge dvaleordningen i stedet for den fulde erstatning.
“Det bliver næsten umuligt at starte op igen. Vores fodercentraler er væk. Vores fælles auktionshus Kopenhagen Fur er væk. Hele følgeindustrien er væk. Det bliver ligesom at være pionerer igen, og de vil sandsynligvis tabe kampen til de andre pelsproducerende lande i Østeuropa og Kina,” siger Tage Pedersen til DR.