Det frie valg skal styrkes, mener seks borgerlige partiledere, der tirsdag på et fælles pressemøde præsenterede fem konkrete udspil til et mere frit Danmark
Hvis der bliver blåt flertal efter valget, så vil danskernes frie valg blive styrket.
Det var meldingen fra de seks borgerlige partiledere, som tirsdag var samlet til et fælles pressemøde på Christiansborg.
Under overskriften ”Borgeren i centrum” lancerede Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (K), Morten Messerschmidt (DF), Alex Vanopslagh (LA), Inger Støjberg (DD) og Pernille Vermund (NB) fem konkrete tiltag, der kan styrke danskernes frihed.
“Vi har det fælles mål, at vi ønsker en ny regering i Danmark. Vi er enige om, at den nye retning kommer til at give borgere mere frihed,” sagde Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, da han indledte pressemødet.
De fem tiltag til mere frihed er disse:
Kortere ventetid på fertilitetsbehandling
Danskere, der er i fertilitetsbehandling, skal være omfattet af både udrednings- og behandlingsgarantien, så de kan benytte sig af private alternativer. Det vil give mange danskere hurtigere og dermed bedre mulighed for at opfylde det ønske om at stifte familie, som de så inderligt nærer.
Frit valg for fødende til at finde det rette tilbud
Fødende skal have mulighed for at bruge det frie valg til at få den bedste behandling. Derfor skal fødende i hele landet have mulighed for at vælge mellem offentlige og private tilbud ved ukomplicerede fødsler, så de kan vælge det tilbud, som danner den bedste ramme om den kommende familieforøgelse.
Rulle elevfordelingen på gymnasierne tilbage
Regeringens kamp mod de unges frie valg skal stoppes. Derfor skal den forkerte tvangsfordeling af gymnasieeleverne efter forældrenes indkomst rulles tilbage straks efter valget. Det skal ikke være mors og fars pengepung, som bestemmer, hvor den enkelte unge kan blive uddannet.
Sikre det frie valg på ældreområdet
Pengene skal følge borgeren, så de ældre får markant større frihed til selv at vælge den leverandør, der skal levere den personlige pleje, praktiske hjælp og madservice, som de er visiteret til.
Friplejehjem i alle kommuner
61 ud af landets 98 kommuner har ikke et friplejehjem, som et alternativ til de offentlige. De blå partier ønsker derfor friplejehjem i alle kommuner. På den måde sikres, at alle danskere får muligheden for at vælge – også når det gælder de senere år af vores liv.
Læs også: