Befri mig fra selvrealiseringen

0
438
Arkivfoto

Af Simon Hampe, næstformand i DF Guldborgsund, Stud. International Handel & Markedsføring

I manglen på fællesværdier og konsensus i samfundet, har en overdrevet selvdyrkelse taget over, hvilket har bidraget til udgravningen af et værdimæssigt tomrum. Domineret har individet i hvert fald længe været af manglen på pligtkultur, der ses erstattet af en selvrealiseringskultur.

Simon Hampe

Det antydes, at formlen på det lykkelige liv findes i individets frigørelse fra de forpligtelser og begrænsninger, som den enkelte er blevet pålagt af naturen og historien. I skyggen af modernitetens krav om frihed, valg og refleksion, føler vi os f.eks. ikke længere forpligtet til at tage os af andre end os selv. Fællesskabet og vores tilhørsforhold hertil er nemlig i højere grad blevet et til- og fravalg, som individet etisk set er fritstillet til at foretage efter lyst.

Der ses ikke længere nogen forpligtelse eller motivation til at tage del i ens slægtsfællesskab, samfund og sågar ens eget køn. Muligheden for at definere sig selv anses for at være af højere formål i modernitetens tidsalder. Tag f.eks. familiekonstellationen, der ofte i samfundsdebatten – bl.a. repræsenteret i bølgen af tredjegenerationsfeminister, må finde sig udstillet som en resignerende, umoderne og indskrænkende sociale konstruktion.

I dag forelægger det staten at tilgodese realiseringen af det enkelte individ ved opfyldelsen af vedkommendes behov og at eliminere de forhold, der vanskeliggøre den enkeltes selvudfoldelse. Engang lå der en forpligtelse hos borgeren, der bestod i at udvise soliditet, broderskab og patriotisme – og stille sig til statens og fællesskabets rådighed. Med andre ord var dette en tid, hvor den enkelte ikke konstituerede sig ud fra egne interesser og egoistiske behov, men identificerede sig ud fra en fælles identitet – altså ud fra en social kontekst, såsom slægtsfællesskab, vores fælles historie son nation og tilhørende traditioner.

Tanken om selvrealiseringen som målestok for den enkeltes udfoldelse er forførende, men samtidig også forstyrrende. For den fordrer nemlig at det lykkelige menneske, er den som formår at realisere sig selv, udleve sine drømme og udnytte sine potentialer – og hvem kan egentlig alt dette?

Befri mig derfor fra denne egocentrerede epoke, fra mindfulness- og selvhjælpsbøger, fra floskler om hvordan selvstændiggørelse og selvdyrkelse er vejen frem til en lykkeligere tilværelse, samt fra individualismens forsnævrede menneskesyn.