At kæmpe for Danmark, og imod islam, er en æressag

0
1280
Martin Henriksen taler på DFs årsmøde. Foto: Carsten Lundager

Af Martin Henriksen, medlem af hovedbestyrelsen

Der må aldrig være tvivl om, at Dansk Folkeparti vil stå urokkeligt fast på vores modstand mod islam, tørklæder og sharia, og at vi skal være det parti, der åbent tør tale om den største trussel mod Danmark.

Vi skal tale lige ud af posen, når det virkelig gælder. Ja, vi har tabt nogle slag, og islam har vundet indpas flere steder i vores samfund, samtidig med at vi desværre ser hvordan andre politiske partier i stigende grad forsøger at appellere til den muslimske vælgerbase, men det kan ikke nytte noget at accepterer islamiseringen af Danmark. Det tabte skal tilbageerobres, og det handler også om at partiet skal tilbageerobre den værdipolitiske og udlændingepolitiske dagsorden fra de andre partier. Det er afgørende.

Vi skal vise viljen til at tilbageerobre det tabte, og vi skal igen og igen slå på at det er nødvendigt at forbyde tørklædet for offentligt ansatte, læger, sygeplejerske, ansatte i ældreplejen, folkeskolelærere osv., ligesom vi skal fjerne halal fra offentlige madordninger, forbyde muslimsk bønnekald, vedtage en ny hjemsendelsespolitik og så skal vi aldrig accepterer sharia, og islams opdeling af mennesker i rene og urene. For at flere kan forstå dybden af problemets omfang, bør det fremhæves at vi ikke kun taler om en fraktion af islam kaldet islamisk ekstremisme, men at vi taler om det samlede islam.

Vi taler om et stærkt ubehageligt menneskesyn, og især et uacceptabelt syn på kvinder. Hvis en kvinde eller en pige er undertrykt, og er blevet presset til at være tørklædet, skal vi gribe ind.

Men hvis en kvinde selv har valgt tørklædet, så må vedkommende stå til ansvar for sit valg, nemlig at hun vælger at bærer et religiøst symbol der repræsenterer en religion, hvis grundlæggende skrifter omtaler kristne og jøder som det værste der nogensinde er skabt. Også her er det afgørende at udbygge og holde fast i en tydelig og klar modstand. Men det kan være vanskeligt, når der er så mange, også iblandt journalister og politikere, som ved så lidt om religionen.

Nogle gange spørger jeg mig selv om der overhovedet er et bredt folkeligt og politisk ønske om, at Danmark fremadrettet skal være et land, der hviler på dansk kultur, dansk historie og kristne værdier, og om det skal afspejles i vores samfund, eller om det bare skal være noget, vi taler om ved festlige lejligheder. Vi skal ihvertfald snart til at finde ud af det.

Naturligvis skal vi værne om vores kultur og værdier, og vi skal sige lige ud, at det ikke er et spørgsmål om at modarbejde små delelementer af islam, hvis man ønsker at bevare vores frihed og bevare Danmark dansk for vores efterkommere. Nej, det er selve religionen og ideologien som helhed, der i sin grundsubstans er fjendtligt indstillet overfor alt, der er uislamisk.

På sigt kan det danske samfund kun sameksisterer fredeligt med islam, hvis danskerne vælger at underkaste sig islam. Det vil jeg ikke. Det vil vi ikke. Det skal siges, og jeg er ikke sikker på, at der er en pæn måde at sige det på.

Derfor vil det uundgåeligt give ballade, ufred og konflikt, når vi siger fra og siger nej. Vi vil igen blive hånet og forsøgt latterliggjort af de statsstøttede politisk korrekte medier. Men det må vi tage med. For tingene skal siges, og der skal handles.

Vi bliver ganske enkelt nødt til det, hvis vi vil kunne se os selv, vores børn og børnebørn i øjnene.

For os DF’ere bør det være en æressag at tone rent flag i denne for vort land så vigtige kamp. Jeg mener i forlængelse heraf, at det er nødvendigt at skrue op for islam-kritikken. Jeg mener ikke, at vi har andre muligheder.

Debatindlæg om borgerlige-nationale emner kan sendes til redaktion@ditoverblik.dk