Slut med dyre luksusrejser: DF vil have fælles regler for forsyningsselskabers rejser

0
1868
Direktøren for Hofor, Hovedstadens forsyningsselskab, deltog i 2015 i en konference i Las Vegas. Turen løb op i 48.000 kroner.

Dansk Folkeparti vil have regeringen til at udarbejde et fælles regelsæt for kommunale forsyningsselskabers rejser. Afsløringer har vist, at selskaberne har brugt meget store beløb på rejser for bestyrelser og ledende medarbejdere

Femstjernede hoteller, fly på businessclass og drinks på barer og stripklubber. En række kommunalt ejede forsyningsselskaber har fyret store beløb af på rejser for bestyrelsen og ledende medarbejdere.

Selskaberne, som forsyner borgerne med vand, varme og el, har kunnet dække sig ind under, at der ikke er fælles regler for deres udgifter, men det skal være slut nu. Dansk Folkeparti har rejst et forslag til folketingsbeslutning, som skal pålægge regeringen at udarbejde et samlet regelsæt for de kommunalt ejede selskaber. Samtidig skal selskaberne pålægges krav om ekstern revision af deres regnskaber.

”Når man forvalter forbrugernes penge, skal man altid gøre det med størst mulig omhu og overveje, om eventuelle rejser har den rette faglighed og er på et niveau, hvor man kan forsvare de afholdte udgifter,” lyder det i forslaget, som kommunalordfører Susanne Eilersen er ordfører på.

”Når man forvalter forbrugernes penge, skal man altid gøre det med størst mulig omhu”

DF i forslaget til folketingsbeslutning

Luksustur til Las Vegas

Det er Politiken, som har afsløret de dyre rejseaktiviteter hos forsyningsselskaberne. Avisen gennemgik i februar rejseudgifterne i 45 forsyningsselskaber, og her kom det eksempelvis frem at den adm. direktør i HOFOR, som forsyner hovedstaden med vand, varme og el, i 2015 deltog i en konference i Las Vegas, hvor han boede på et 5-stjernet luksushotel og købte drinks på en stripklub. Den seks dage lange rejse kostede HOFOR 48.000 kr. I alt har Hofor i perioden 2011-2016 brugt lidt over 2,7 mio. kroner på rejser, som bl.a. er gået til Barcelona, Milano, Atlanta, Ottawa, Bruxelles og New Orleans.

Hos Odense Renovation var direktøren og tre andre medarbejdere i 2014 på en tre dages rejse til Polen for at se en skraldevogn, som de var ved at indkøbe. På turen boede de på det femstjernede Sheraton-hotel i feriebyen Sopot, og inden det officielle program var gået i gang, var de på en bytur til kl. 04 om morgenen, hvor de købte drikkevarer for over 2000 kroner.

“…inden det officielle program var gået i gang, var de på en bytur til kl. 04 om morgenen, hvor de købte drikkevarer for over 2000 kroner”

Dyre middage og rejser til Paris

Samme selskab var året efter i Letland med en delegation på otte deltagere. Her kunne Politiken afsløre, at udgifterne løb op i 31.475 kr. allerede inden de var lettet med flyet. De mange penge var bl.a. gået til en middag på restaurant Mash i København med seks flasker vin og øl i Nyhavn.

Andre selskaber giver den også gas. For eksempel beskriver Politiken en rejse foretaget af NK-Forsyning, der er ejet af Næstved Kommune. Her blev der i alt spenderet 254.365 kr. på en 4-dagestur til Bruxelles og Paris. Turen havde deltagelse af 13 personer, hvilket giver en gennemsnitspris på næsten 20.000 kr. pr. deltager.

Manglende fælles regler giver smuthul for dyre rejsre

Flere eksperter mener, at de høje rejseudgifter er et brud på reglerne om, hvor høje udgifter man bør have i den offentlige sektor. Men manglen på fælles regler har givet uklarhed. Kommunalforsker Roger Buch siger til Politiken:

»Jeg tror, at det netop handler om at få lavet nogle regler, der sætter nogle ret stramme rammer for, hvad man må bruge penge på, og så vil man jo lynhurtigt ende der, hvor den offentlige sektor står«.

På den baggrund mener Dansk Folkeparti, at der er brug for et fælles regelsæt:

”Dette beslutningsforslag har netop til hensigt at sikre, at der udarbejdes et regelsæt, der skal gælde for kommunalt ejede danske forsyningsselskaber, når deres repræsentanter rejser i udlandet. Regelsættet skal baseres på de kommunale sparsommelighedsregler og indeholde bestemmelser om, at forsyningsselskaberne skal pålægges krav om ekstern revision af deres regnskaber. Regelsættet skal træde i kraft senest den 1. juli 2019,” skriver Dansk Folkeparti.