Peter Skaarup: Regeringens genåbningsplan skaber forvirring og frustration

0
2525
Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede mandag aften på et pressemøde regeringens strategi for den første forsigtige genåbning af Danmark. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringens plan for genåbning af Danmark er præget af tilfældigheder, siger Dansk Folkeparti gruppeformand Peter Skaarup. DF opfordrer regeringen til at indkalde partierne til forhandlinger

Tilfældig og mærkværdig. Det er den følelse, som regeringens plan for genåbning af Danmark har efterladt hos Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup.

Følelsen var der allerede mandag aften, da statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede genåbningsplanen for danskerne på et pressemøde, og den er blevet forstærket, efter at Folketingets partier har fået adgang til det beregninger og scenarier, som regeringen har baseret sin beslutning på.

”Der er flere ting, som undrer os. Vi forstår ikke, at man sender de små børn i skole først. Små børn har sværest ved at holde afstand og som mange børnefamilier ved, så breder sygdom sig som en steppebrand, når først det er i en klasse, og det rammer ofte resten af familien til barnet. Så det er svært at forstå, at småbørnsfamilier skulle være mindre udsatte,” siger Peter Skaarup.

“Det er svært at forstå, at småbørnsfamilier skulle være mindre udsatte”

Set med DFs briller, ville det have været mere oplagt at lade de ældste folkeskoleelever starte i skolen først:

”De ældste årgange har mere forståelse for, hvordan de skal gardere sig mod coronasmitte, og de står overfor deres afgangseksamen,” siger Peter Skaarup.

Eleverne i de mindste klasser og børn i daginstitutioner er de første, som skal tilbage til hverdagen. Det sker efter påske. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Hans kritik bliver ikke mindre af, at 9.-10. klasser faktisk er nævnt i det scenarie fra Statens Serum Institut (SSI), som regeringen har fulgt. SSI har lavet tre mulige scenarier til regeringen for en genåbning. Af disse har regeringen valgt det mest forsigtige. Men regeringen har selv strammet yderligere op, bl.a. ved ikke at medtage folkeskolernes ældste klasser. I stedet er det kun 0.-5. klasserne, som kan starte i skolen igen efter påske.

”Regeringen skaber frustration og forvirring hos mange med sin beslutning. Jeg tror, der er mange forældre, der har svært ved at forstå, at man starter med de yngste klasser. Regeringen siger så, at beslutningerne er sundhedsfagligt funderede, men det er en sandhed med modifikationer. Ud fra det vi kan læse os til, så er der mere tale om en finansministeriel betragtning. Man har ønsket at få dem, der går derhjemme og passer deres børn, ud og arbejde igen,” siger Peter Skaarup.

DF: Indkald os nu til forhandlinger

Han konstaterer, at han føler sig fri til at kritisere regeringens genåbningsplan, efter de første ugers nærmest totale borgfred om regeringens coronakurs. For regeringen har slet ikke inddraget de øvrige partier i Folketinget i sine overvejelser. Partilederne fik først en briefing pr. skype mandag eftermiddag, kort før statsministerens pressemøde, og det var først tirsdag, at de fik adgang til regeringens materiale.

”Hvis der havde været en reel forhandling, så ville vi have talt med ret store bogstaver i forhold til, at lave en anden kombination. Vi siger ikke, at man nødvendigvis skulle have åbnet mere op, men vi mener, at det kunne gøres på en anden måde, og det burde der have været en forhandling om,” siger Peter Skaarup.

DFs gruppeformand Peter Skaarup.

De øvrige partier i blå blok har også kritiseret regeringens manglende inddragelse og Peter Skaarup har nu en klar og utvetydig appel til regeringen:

”Vores anbefaling er, at man lægger kursen fuldstændig om nu og inddrager partierne. De beslutninger, der skal træffes om genåbningen, er politiske, og derfor skal der være reel medinddragelse af de øvrige partier. Regeringen kan sagtens sige, at smittetrykket skal holdes nede på et bestemt niveau, og så kan vi diskutere, hvordan vi når dertil,” siger Peter Skaarup.

Folkeskoleelever til eksamen

Dansk Folkeparti vil til disse forhandlinger blandt andet kæmpe for, at eleverne i folkeskolernes afgangsklasser kommer til eksamen.

”Vi skal på en eller anden måde finde en model, så 9. klasserne kan komme til eksamen, for eksempel i august,” siger Peter Skaarup.

Elever fra 9. klasserne på Bistrupskolen i Birkerød skriver afgangsprøve i dansk stil i 2013. Dansk Folkeparti vil arbejde for, at afgangseleverne kan komme til eksamen, f.eks. i august. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix