Torsdag var Pia K-dag på Christiansborg. Dansk Folkepartis stifter Pia Kjærsgaard blev fejret efter sine første 40 år som medlem af Folketinget
Køen var alenlang foran Fællessalen på Christiansborg torsdag eftermiddag. For her – i det store mødelokale under folketingsalen – blev det torsdag fejret, at det i disse dage er præcis 40 år siden, at Pia Kjærsgaard første gang trådte ind i Folketinget som nyslået medlem.
Dørene åbnede præcis klokken 15, og mange – flere hundrede – var mødt frem for at hylde, takke og fejre Pia Kjærsgaard, som i løbet af sine fire årtier år i Folketinget har sat massive aftryk på dansk politik og det danske samfund.
“Du fortjener virkelig at blive hyldet for din indsats for det danske folkestyre. Du er en ener i dansk politik,” som Folketingets formand, Søren Gade, sagde i sin tale.
Fotograf Carsten Lundager var en af de mange, der var med til jubilæet. Han har gennem årene taget tusindvis af billeder af Pia Kjærsgaard, som han har dækket i over 15 år. Her kan du se et lille udvalg af Carstens billeder fra torsdagens jubilæumsreception: