Mortens nyhedsbrev: Mette Frederiksen har stemt danskerne hjem til 2001

0
1256
Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Mette Frederiksen svigter tilsyneladende den ed, hun gav, da hun vendte sit parti bort fra arven efter Lykketoft, Auken, Nyrup og Anker Jørgensen, skriver DFs formand Morten Messerschmidt i sit nyhedsbrev

Af Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti

I et demokrati har vælgerne altid ret. Sådan må det være. Men hånden på hjertet: 2022 har været et svært år at håndtere. Først sagde et flertal ja til at fjerne vores forsvarsforbehold overfor EU. Og 1.november valgte vælgerne ikke bare at honorere Mette Frederiksen med socialdemokratisk fremgang. De sammensatte også et knaldrødt folketing med 90 mandater til rød blok.

Sådan er de faktiske forhold i jernindustrien. Desværre.

Med udsigt til atter fire år med Enhedslisten og Alternativet for bordenden var jeg derfor ikke i tvivl. Kunne Dansk Folkeparti trække i en anden retning, skulle det bestemt afprøves. Igennem valgkampen havde vi trods alt oplevet et socialdemokrati, som stod fast på en stram udlændingepolitik og som på mange velfærdsområder ikke lå langt fra os.

Når vi i valgkampen foreslog ro om pensionsalderen, så ingen skal tvinges til at arbejde, når man er fyldt 70 år, så harcelerede de borgerlige partier – men ikke Socialdemokratiet. Når vi foreslog bedre forhold for pensionisterne og indførelse af ”bedstes første sygedag”, var der ej heller modstand fra Mette Frederiksen. Og mens den øvrige blå blok – med både Vermund og Støjberg i spidsen – var åh så ivrige efter at hive arbejdskraft fra den muslimske verden til Danmark, så havde Mette Frederiksen tilsyneladende forståelse for, hvorfor vi i Dansk Folkeparti sagde fra. Tilsyneladende.

For hvad sker der egentlig i disse dage på Marienborg?

Umiddelbart efter valget blev Dansk Folkeparti gentagne gange inviteret til forhandlinger. Og vi mødte op. Velforberedte og med konkrete forslag – ikke mindst med kravet om en akut hjælpepakke til de mange (!) danskere, der er hårdt ramt af prisstigninger, og som ikke aner et levende råd om, hvordan de skal komme igennem vinteren. Jeg tog vores finansordfører gennem mange år, Rene Christensen med. Og der sad vi så: to DFere på den ene side, og tre ministre samt ministerielle embedsfolk på den anden. De lyttede. Nikkede og noterede. Der var en god stemning.

Ugen efter gentog seancen sig. Og ugen derpå atter igen. Hver gang åbenhjertige samtaler om de udfordringer, danskerne står overfor – og konkrete løsning fra vores hånd. For Dansk Folkeparti skal aldrig alene være et protestparti. Vi taler både gerne og stolt den ”lille mands” sag og arbejder benhårdt for at trække Danmark i den rigtige retning – fuldstændig ligesom vores byrådsmedlemmer overalt i landet kæmper en daglig kamp for at sætte vigtige DF mærkesager på dagsordenen lokalt. At få indflydelse – det ligger i vores dna.

Derfor kan vi leve med meget. Vi kan gå på kompromis. Sådan har det været i 27 år.

Men der er røde streger. En hver tanke om indflydelse til de Radikale er umulig set fra vores stol. Danmarkshistorien er plettet som en dalmatinerhund med skaderne efter radikal indflydelse. Fra medlemskabet af EU til udlændingelovens katastrofer. Fra den moderne skolepædagogik til vor tids woke-spøgelse, der hærger fra børnehaver til universiteter.

“Danmarkshistorien er plettet som en dalmatinerhund med skaderne efter radikal indflydelse”

At et kommende regeringssamarbejde nu også – alligevel – ser ud til at omfatte Lars Løkkes Moderaterne, gør mildest talt ikke perspektiverne lysere. Et parti, der nærmest så dagens lys for at holde et parti som Dansk Folkeparti uden for indflydelse, har vi i sagens natur svært ved at samarbejde med. Uviljen er gensidig, for at sige det mildt.

Ærligt talt, så er Enhedslisten da med sin forståelse for de svages problemer og EUs ulyksaligheder da en nemmere samarbejdspartner end de Radikales og også Moderaternes syn på tilværelsen, hvor familie, tradition og fædreland er rene abstraktioner – og hvor det offentlige gerne erstatter familien og EU fædrelandet.

Nej, hele idéen med et samarbejde over midten måtte jo være at udelukke disse ekstreme kræfter. Og har det ikke netop også været Mette Frederiksens profil? Altså sådan tilsyneladende. Siden hun overtog roret i Socialdemokratiet har vi gang på gang hørt om, at de Radikale ikke kunne få indflydelse.

Men hvad laver så de Radikale på Marienborg?

Egentlig ved vi det jo godt. De gør det, som radikale altid gør. Med uskyldsrene taler og himmelvendte øjne vil de jo bare det bedste. For klimaet. For samfundet. For mennesket. Ak ja, vi kender hele remsen. Det er nemlig den melodi, som i 100 år frem mod systemskiftet i 2001 bragte Danmark både åndeligt og værdipolitisk på afgrundens rand.

Den eneste grund til, at Danmark i dag ikke ligner Sverige i udlændingepolitikken, er, at danskerne ved folketingsvalget i 2001 satte de radikale eftertrykkeligt stolen for døren, mens Dansk Folkeparti fik indflydelse. Men nu har nu har Mette Frederiksen, Lars Løkke og Jakob Ellemann inviteret dem inden for igen. På Marienborg. Bordet er dækket. Og danskernes fremtid er på menuen.

“Den eneste grund til, at Danmark i dag ikke ligner Sverige i udlændingepolitikken, er, at danskerne ved folketingsvalget i 2001 satte de radikale eftertrykkeligt stolen for døren”

Mest skræmmende er det, at det blot tog Mette Frederiksen en uge. Længere er det ikke siden, at hun, Morten Bødskov og Nikolaj Wammen lyttende tog imod tanker og input fra Dansk Folkeparti. Til i dag, hvor det danskes hovedfjender i stedet er lukket ind i varmen. Og der må vi i Dansk Folkeparti selvsagt sige fra.

At danskerne har sammensat et rødt folketingsflertal, må vi leve med. Det er et vilkår. Men at Mette Frederiksen tilsyneladende svigter den ed, hun gav, da hun vendte sit parti bort fra arven efter Lykketoft, Auken, Nyrup og Anker Jørgensen, hvor fingrene var flettet så nært med de Radikale, at man aldrig kunne komme fri – det svigt vil runge som et ekko af løgn og bedrag endnu større end Venstres svigt en mink-advokatundersøgelse.

For hvor mink-undersøgelsen trods alt alene handlede om Mette Frederiksen omgang med grundloven, så handler dette om noget langt større og væsentligere – nemlig Danmarks fremtid og danskernes ret til Danmark som et fædreland.

Vi ved endnu ikke, hvordan det hele lander på Marienborg. Mette Frederiksen havde muligheden. Men det ser desværre ikke ud til, at hun griber den. Jeg skal selvfølgelig understrege, at et DF i opposition som altid vil være konstruktiv og samarbejdende, når det gavner udviklingen af Danmark. Men lige nu trækker det desværre den forkerte vej for danskerne.

Danmark er stemt hjem – ligesom i ludo. Til 2001.

Det vil ikke blive glemt.