DFs lokalformand i Randers, Nicolai Estrup, har fået fjernet kommentarer af Facebook om sharialovgivning og om Erdogan, som han kaldte krigsforbryder
Må man skrive, at Tyrkiets præsident Erdogan er en “gemen krigsforbryder” på Facebook? Og må man på Facebook kritisere sharialovgivning og kæde det sammen med indvandringen til Danmark?
Åbenbart ikke. Nicolai Estrup, der er formand for Dansk Folkeparti i Randers, har netop fået fjernet to kommentarer fra Facebook med følgende ordlyd:
“Erdogan er intet andet, end en gemen krigsforbryder”
“I følge sharialovgivning er alt dette tilladt. Jeg kan simpelthen ikke forstå, venstrefløjen de evigt mangfoldige, mener at vi i Danmark skal have plads til indvandrere, der går ind for dette. Enig? DEL”.
I forvejen er Nicolai Estrup blevet udelukket fra Facebook i 30 dage efter deling af en tegning, der udstiller homofobien og kvindeundertrykkelsen i islam (Læs artikel på ditOverblik her). Men mens han er sendt i det, der populært kaldes facebookfængslet, har Facebook meddelt ham, at de har fjernet to opslag, der har ligget på siden et stykke tid.
Nicolai Estrup ved ikke, hvem der har klaget over ham. Men han gætter på, at det er politiske modstandere, der har gransket hans side for at finde opslag, de kunne klage over.
”Jeg synes, det er et kæmpestort problem for demokratiet, at man ikke kan ytre sig kritisk om Erdogan. En mand, der fængsler politiske modstandere og laver reformændringer, der kan sammenlignes med Hitlers nazityskland. Jeg synes godt nok man går i små sko hos Facebook, hvis jeg ikke må kalde ham for krigsforbryder”.
Gemen krigsforbryder er vel også et ret stærkt udtryk?
”Jo, det er da et ret stærkt udtryk, men det er jo vand i forhold til, hvad mange af os bliver kaldt til dagligt i den politiske debat på de sociale medier. Når man f.eks. ser på Erdogans ageren overfor det kurdiske mindretal eller sine politiske modstandere, så synes jeg det er helt rimeligt at kalde ham en krigsforbryder”.
Nicolai Estrup er samtidig vred over, at han som Facebook-bruger ikke har mulighed for at komme i dialog med Facebook-koncernen. Han kan ikke skrive eller ringe til nogen fra Facebook. Han kan blot ’rapportere et problem’ og anmode om en revurdering af Facebooks beslutning.
”Jeg synes det er et stort problem, at man ikke kan få en forklaring og kan diskutere beslutningen med Facebook”.
Facebook har en Nordisk kommunikationschef, Peter Münster, men han svarer tilsyneladende ikke på spørgsmål. ditOverblik har mandag sendt Peter Münster en række spørgsmål om en anden sag, både pr. mail og via Facebook, men vi har endnu ikke hørt fra kommunikationschefen.