En national stridsmand er gået bort

0
4376
Søren Krarup (1937-2023).

MINDEORD: Søren Krarup (1937-2023) blev aldrig politiker, selv om han sad i Folketinget i 10 år. Dertil var hans afsmag for politikere for stor. Men hans indflydelse på dansk politik, ikke mindst på opgøret med en forfejlet dansk udlændingepolitik, har været enorm. Og hans forfatterskab står som det ubestridt største bidrag til dansk åndshistorie i det 20. århundrede. Morten Messerschmidt skriver mindeord om Søren Krarup

Af Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti

Da Søren Krarup i 2019 udgav sin sidste bog ”Dansk genmæle” blev den lanceret som ”et farvel til offentligheden”. Det var den toogtredivte bog i rækken som Søren Krarup havde forfattet. I sine sidste år blev han desværre ramt af Alzheimers men med ”Dansk genmæle” satte Krarup et værdigt punktum for et forfatterskab, der for eftertiden må stå som det ubestridt største bidrag til dansk åndshistorie i det 20. århundrede.

Jeg har ladet mig fortælle, at mange betragter Søren Krarups forfatterskab som svært tilgængeligt. Men jeg er faktisk ikke enig. Søren Krarups pen løber utvunget og florlet og selvom flere af værkerne fordrer et vist kendskab til filosofi, historie og kristendom, så kan man selv uden dette få udbytte af bøgerne, der samlet tegne et billede af en forfatter med fødderne solidt plantet i den konkrete virkelighed afsværgende sig flygtige ideologiske tanker og utopier. Jeg husker engang Søren Krarup, efter at en kollega havde nævnt at vedkommende savnede visioner i et forslag fra regeringen, svare, at visioner er noget man får, når man er syg….

Jeg tror i virkeligheden at Søren Krarup helst vil huskes for sit forfatterskab.

Men Søren Krarup var også i Folketinget som medlem af Dansk Folkeparti igennem ti år fra 2001-2011. Politiker blev han dog aldrig. Faktisk var afsmagen for politikere så enorm, at det alene næsten var tilstrækkeligt for Krarup til at afslå tilbuddet om at blive folketingsmand. Men ved nærmere eftertanke mente Krarup, at han aftjente sin nationale værnepligt gennem de ti år i Folketinget. I de ti år var han en af arkitekterne bag det opgør med den forfejlede udlændingepolitik som fandt sted efter det han selv kaldte ”systemskiftet” med reference til indførelse af parlamentarismen i 1901. Så stort og betydeligt et vandskel anså Søren Krarup opgøret med udlændingepolitikken for at være at sammenligningen med indførelsen af parlamentarismen i 1901 var på sin plads. Og jeg er enig – og så var det endda næsten præcis 100 år efter.

Når jeg starter der i stedet for med en eller anden anekdote om mine personlige oplevelser med Søren Krarup, så er det fordi, jeg er sikker på, at det er der Søren Krarup helst ville starte. Søren Krarup var alt andet end en rørstrømsk mand. Han var virkeligheden tro – og ikke begejstret for sentimentale indfald og sødladenhed. Men det gjorde ham bestemt ikke til noget ufølsomt menneske. Fremstillingen af Søren Krarup og Jesper Langballe som de ”sorte præster” er så langt fra virkeligheden som man kan komme.

Morten Messerschmidt og Søren Krarup i samtale
ved DFs sommergruppemøde i Maribo i 2005.

Tidehvervs-bevægelsen som Søren Krarup var født ind i gennem sin far, Vilhelm Krarup, var jo netop et opgør mod ”den sorte kristendom” som repræsenteret ved bl.a. Indre Mission. Tidehvervs-bevægelsen gjorde regnskabet op med bornertheden og kravet om en særlig moralsk livsførelse for at kunne kalde sig kristen. I ”Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene” skriver Krarup rammende: ”Af evangeliet er mennesket dømt som synder og skal ikke kunne bilde sig ind at gøre sig fri af synden… Gå frimodigt ind i det ufuldkomne som ufuldkommen”.

Men det forstod venstrefløjen aldrig. De tegnede et billede af Søren Krarup som en sort præst baseret på Søren Krarups standpunkter i udlændingedebatten og ikke i hans mange bøger, hvis indhold de formentlig hverken havde læst eller forstået.

Selv vil jeg ikke lægge skjul på, at Søren Krarup var en af hovedårsagerne til at jeg genfandt min kristne tro. Med kolleger som Søren Krarup og Jesper Langballe som inspiratorer fandt jeg ind til kernen i den kristne tro og måtte erkende at rationalisme, naturvidenskab og fornuft kun kan bringe én et vist stykke. Kristendommen bringer én det sidste stykke og giver en grundlæggende ro i tilværelsen som kun bevidstheden om at der er noget større end dig selv kan bibringe.

Af sind kunne Søren Krarup fremstå lidt kantet og mange af hans folketingskolleger har slået sig på ham i folketingssalen, hvor det ikke var let at gå op imod en mand, der i den grad havde ordet i sin magt. Men man anede altid en varme under den patriarkalske og til tider måske lidt belærende tone – selv over for indædte politiske modstandere. Socialdemokraternes delvise omslag i udlændingepolitikken blev mødt med overstrømmende ros af Søren Krarup, der endog i 2016 dristede sig til at foreslå, at Dansk Folkeparti skulle pege på en regering ledet af Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen. Desto større ærgrelse har det sikkert beredt Krarup i sine sidste år at erfare, at Socialdemokratiets omslag kun var på skrømt.

Søren Krarup hilser på Pia Kjærsgaard i anledning af sin 70- års fødselsdag i 2007.

I folketingsgruppen var Søren Krarup afholdt i en sjælden grad. Det mærkede jeg selv, da jeg blev valgt til Folketinget i 2005 og oplevede hvordan mine kolleger tav, når Søren Krarup tog ordet. Krarup så som en af de første farerne ved udlændingeloven af 1983 og med arbejdet i Komitéen mod Flygtningeloven og Den Danske Forening forsøgte han at vække befolkning og politikere fra den tornerosesøvn, som flertallet befandt sig i. Et eksempel herpå var annoncen ”Nej, ikke en krone” indrykket i Jyllands-Posten i anledning af Dansk Flygtningehjælps landsindsamling ”Flygtning 86”. Annoncen fik den dengang alment kendte juraprofessor, Poul Meyer til at fare i kridthuset i samme avis og beskylde Søren Krarup for at have ”synspunkter, (der. red) imidlertid er ganske parallelle med nazisternes racistiske opfattelse af jøderne som fremmedelementer, hvorefter kun de såkaldte ariere havde tysk hjemstavnsret”. Om forløbet i kølvandet på annoncen har Søren Krarup skrevet det historiske vidnesbyrd ”En måned i efteråret”, der med udbytte vil kunne læses af de, der ønsker at forstå med hvilken uvilje og hvilket had modstanderne af udlændingeloven af 1983, blev mødt i midten af firserne og for så vidt også langt op i halvfemserne.

Men al den modstand Søren Krarup blev mødt med, gjorde ikke Krarup til en bitter mand. Tværtimod husker jeg altid både ham og fætteren, Jesper Langballe, som muntre indslag i folketingsgruppens sociale sammenhænge. Herostratisk berømt i DF-sammenhænge er scenen, hvor en begejstret Søren Krarup danser rundt arm i arm med Pia Kjærsgaard til tonerne af Sussi og Leo på Skansen. Det var i kølvandet på et af vores sommergruppemøder i Bindslev i Nordjylland, at vejen blevet slået omkring dette spillested.

Da Søren Krarup vel tidligt i 1998 udgav sine erindringer – der Krarup tro snarere var en analyse af det begivenhedskompleks, der havde udspundet sig igennem de seneste tres år end en traditionel selvbiografi, gjorde han sig den ulejlighed i bogens sidste kapitel ”Udgang” at give, hvad man vel kan betegne som en komprimeret version af Krarups etos:

”For det første, at Danmark ikke må blive ”et blot beboet område”, men skal være en nation, et fædreland med H. C. Andersen ”mit hjertes hjem hernede”.

For det andet at danskerne ikke må blive en ”befolkning” – en kvantitativ størrelse, en flok mennesker uden sjæl og sammenhæng, men skal være et folk, et fællesskab i ånd og samhørighed.

Og dermed for det tredje og afgørende: at mennesket ikke må blive et ”produkt”, en ”funktion”, en række behov uden skyld og ansvar, men at mennesket skal være menneske ved at være Guds skabning, draget til ansvar og fastholdt i ansvarligheden af en absolut instans, af Guds ord.

Dette har været meningen.” (I Min levetid s. 288)

Og ja netop dette er meningen.