Nejpartierne kritiserer regeringen for allerede nu at sætte gang i brevstemmerne til folkeafstemningen 1. juni. For lovforslaget bag folkeafstemningen er endnu ikke vedtaget i Folketinget
Det endelig lovforslag, der skal stemmes om, er stadig ikke vedtaget i Folketinget. Alligevel er det nu muligt at brevstemme til folkeafstemningen den 1. juni, hvor danskerne skal beslutte, om de vil afskaffe EU-forsvarsforbeholdet.
Hvis du synes det lyder bagvendt, så er du ikke alene. Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der begge anbefaler et nej, kalder det både en uskik og underligt, at brevafstemningen sættes i gang, inden lovgrundlaget for afstemningen er på plads.
”Det er da en lille smule underligt, at man har sat valghandlingen i gang, inden man er fuldstændig klar på, hvilket lovforslag der skal stemmes om,” siger formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, til Politiken.
Gruppeformand for Enhedslisten, Peder Hvelplund, taler om demokratisk uskik:
”Det er problematisk, at man ikke giver sig den tid, at man kan overholde de demokratiske spilleregler. Lovforslaget er ikke færdigt, så man sender noget til afstemning, der ikke er vedtaget. Jeg forstår ikke, hvorfor dette her skal hastes sådan igennem, når det er så vigtigt som en Folkeafstemning om et afgørende tema,” siger han til Politiken.
Indenrigs- og Boligministeriet forsvarer sig overfor Politiken med, at ministeriet vurderer, at ”der var den fornødne klarhed om afstemningstemaet den 30. marts, som loven kræver”.
Formulering måtte ændres
Det er ikke første gang, at der er kritik af formaliteterne omkring folkeafstemningen. Tidligere på måneden måtte regeringen ændrer på den tiltænkte formulering på stemmesedlen, fordi ordene EU og forsvarsforbehold var udeladt. Det fik kritikere til at beskylde regeringen og ja-siden for snyd og fifleri, og DFs formand Morten Messerschmidt klagede over stemmesedlen til Folketingets ombudsmand.
Kritikken fik i starten af april udenrigsminister Jeppe Kofoed til at meddele, at stemmesedlens formulering vil blive ændret. Den nye formulering kommer til at lyde sådan her:
”Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?”.