DF-ordfører: Slumlejr for chauffører viser EU-samarbejdets mørkeste side

0
2573
Transportvirksomheden Kurt Beiers domicil i Padborg, hvor politiet har undersøgt forhold vedrørende chauffører fra Sri Lanka og Filippinerne onsdag den 31. oktober 2018. Et flertal af partier vil presse vognmænd med mere kontrol. Ingen ministre vil tage ansvar for området, men nu kaldes Ole Birk Olesen til hasteforespørgsel. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Flertal uden om regeringen vil have øget politikontrol med transportbranchen og kræver svar fra ministre om”filippiner-finten” efter afsløring af slumlejr og underbetaling af filippinske chauffører. “Vi må gøre op med arbejdskraftens fri bevægelighed,” siger DFs social dumping-ordfører Claus Kvist Hansen

Det kan da umulig være lovligt…?

Sådan er der sikkert mange der har tænkt de seneste dage, hvor det er blevet afsløret, at et dansk transportfirma har hentet filippinske og srilankanske chauffører til Danmark til en løn på 15-20 kroner i timen og placeret dem i en slumlejr i Padborg.

Men meget tyder på, at firmaet Kurt Beier Transport A/S ikke har overtrådt loven, når 200 chauffører på skift har haft ophold under slumlignende forhold i en containerlejr og er blevet aflønnet med 2 euro i timen. Firmaet har bare udnyttet et hul i EU’s såkaldte Blue Card-ordning, som har gjort det muligt via et polsk datterselskab at hyre chauffører i 3. verdenslande til en meget lav løn, som derefter udstationeres i Danmark.

Se slumlejren i Padborg – artikel fra 3Fs Fagbladet

Filippiner-finten

Fagbladet 3F har døbt det ”Filippiner-finten” og den blev kendt allerede for halvandet år siden, da samme Kurt Beier Transport hyrede billige chauffører fra Ukraine, Kasakhstan og Filippinerne til 7500 kr. om måneden. Dengang lovede transportminister Ole Birk Olesen ifølge Fagbladet at sætte en stopper for ”den ukontrollerede import af chauffører fra Asien”, men der er ikke sket noget, og i dag afviser Ole Birk Olesen overfor Fagbladet, at han kan gøre noget:

”Jeg kan ikke gøre noget ved, at EU har regler, der tillader lande at give arbejdstilladelse til folk fra tredjelande, som så ender med at arbejde i andre EU-lande,” siger han.

Men det er ikke godt nok, mener et flertal uden om regeringen, som også tæller Dansk Folkeparti. De bakker op om en hasteforespørgsel til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), transportminister Ole Birk Olesen (LA) og beskæftigelsesminister Troels Poulsen (V), som Enhedslistens Henning Hyllested har taget initiativ til.

DF: Viser EU-samarbejdets mørkeste bagside

Her vil partierne kræve, at regeringen øger politikontrollen med chauffører i Danmark. Det skal sikre, at chauffører ikke kører op til 21 i timer i træk, får for lidt i løn og bor under slumlignende forhold. Samtidig vil partierne have ministrene til at forklare, hvordan det kan være tilladt indenfor EU-lovningen at lade chauffører arbejde i Danmark til så lav en løn.

”De skal have lov at forklare, hvad det er for nogle EU-regler, der gør, at vi ikke kan gribe ind. For hvis det her er lovligt, hvad det formentlig er, så har vi et kæmpe problem. Det er jo helt uacceptabelt, det der foregår. Vi ønsker ikke slavelejre som disse i Danmark,” siger Claus Kvist Hansen, der er social dumping-ordfører for Dansk Folkeparti.

Hvad kan der gøres, synes du?

”Hvis vi skal stoppe sådan noget her, så er vi nødt til engang for alle at gøre op med princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed. Det er her udstiller EU-samarbejdets mørkeste bagside, for det er jo ikke den eneste sag. Der anslås at være 105.000 chauffører fra 3. verdenslande i EU, så disse lejre er over alt i Europa,” siger Claus Kvist Hansen.

“Hvis det her er lovligt, hvad det formentlig er, så har vi et kæmpe problem”

Claus Kvist Hansen (DF), social dumping-ordfører

Enhedslisten: Regeringen nøler

Henning Hyllested fra Enhedslisten mener, at regeringen nøler i sagen.

”Vi står jo i stampe. Hver gang vi vil gøre noget ved de her problemer, siger regeringen, at det hele skal afgøres nede i EU, og at de venter på en ny “vejpakke”, der kan lappe hullerne i loven. Men det er bare ikke godt nok. Vi må selv gøre noget herhjemme i Danmark,” siger han til Fagbladet.

Fagbladet har talt med en af de filippinske chauffører, der har arbejdet for Kurt Beier Transport. Han fortæller, at han boede i et lastbilførerhus sammen med en anden chauffør. De havde al deres bagage i førerhuset, hvor der var 1,20 meter til loftet.

“Det gjorde jeg et halvt år, og jeg så faktisk kun førerhuset i den periode. Man bliver helt tosset af det. Jeg skulle have fortsat med at bo i førerhuset,” siger han til Fagbladet.