Warzawapagten ville lægge Danmark øde med atomvåben

0
6554
Brugen af taktiske atomvåben indgik som en del af planen for et angreb på Danmark, Nordtyskland, Holland og Belgien.

Tre hemmelige atombunkere afsløret i Polen, hvor danske forskere også har fundet en angrebsplan, der opererede med brug af taktiske atomvåben mod Danmark. “Warzawapagten ville lægge Danmark øde,” siger forskerne

Warszawapagten opererede helt frem til slutningen af 1980erne med planer om at angribe Danmark og i den forbindelse bruge taktiske atomvåben, som kunne lægge Danmark øde.

Det fremgår af nogle hidtil ukendte angrebsplaner, som to danske historikere har fundet i den polske efterretningstjenestes arkiver.

”Den konkrete angrebsplan var klar til at blive sat i værk. Der var tale om en offensiv operation, ikke en øvelse eller en skuffeskitse. Planen var meget detaljeret, og man ville indlede med et angreb på Tyskland og dernæst nå Danmark. Det var den polske generalstab, der havde udarbejdet planen, og Danmark ville blive ramt på sjette dag,” fortæller historikeren Steen Andersen fra Statens Arkiver til Berlingske.

Atomvåben klar på 20 minutter

Steen Andersen har sammen med Per Henrik Hansen, lederen af Langelandsfortet, fået omkring fem millioner kroner til at udforske forholdet mellem Polen og Danmark under Den Kolde Krig. I forbindelse med forskningen har de fået adgang til tophemmelige arkivalier, hvor de har fundet angrebsplanen,  og  de har talt med tidligere Warzawapagt-officerer, som bekræfter planerne. Blandt andet en tidligere kommandørkaptajn i den polske flåde, som har fortalt, at de polske styrker på 20 minutter kunne få leveret atomsprænghoveder til deres Luna-1 og Luna-2 missiler, som skulle bruges fra begyndelsen af en landgang.

”I planlægningen indgik taktiske atomvåben. Vi har svært ved at forstå det i dag, men dengang blev brugen af taktiske atomvåben ikke set som en atomar optrapning. De regnede med, at de kunne kaste atomvåben  over byer og militære mål, uden at dette ville medføre en NATO-reaktion, der gik ud på at affyre atomvåben mod Warzawapagten byer,” fortæller Steen Andersen til Berlingske.

Danmark en del af det svage led i NATO

Ifølge angrebsplanen skulle de polske styrker først indtage Slesvig-Holsten og efter tre dage være klar til at rykke ind i hhv. Danmark og i Holland og Belgien. I Danmark skulle den jyske halvø og Fyn indtages, og på offensivens sjette dag skulle der gennemføres en hav- luft- og landoperation på Sjælland. I den forbindelse skulle der kunne anvendes taktiske atomvåben.

Skete det, ville Danmark i praksis ville blive lagt øde, dvs. udslettet, bekræfter historikeren på Berlingskes spørgsmål:

”Ja, det var planen, og det er uhyggeligt. Warzawapagten ville bruge disse taktiske atomvåben mod Vesttyskland og Danmark, Holland og Belgien, som regnedes for de svage led i NATO, hvorimod man ikke ville angribe Frankrig og Storbritannien, som havde atomvåben, og som kunne svare igen. De ville slå til mod NATOs bløde mellemgulv”.

Hemmelige bunkere afsløret

Angrebsplanerne understøttes af, at polske forskere for nylig har fundet tre hemmelige bunkeranlæg fra Den Kolde Krig i Polen. Disse bunkere blev anlagt i 1960erne og har efter al sandsynlighed huset atomvåben, selv om Sovjetunionen benægtede, at der var atomvåben i Polen. De polske forskere har fundet dem ved at studere gamle CIA-satellitbilleder og nye scanninger af bygninger.

De tre bunkere var placeret ved byerne Podborsko, Brezn ica Kolonia og Templewo. De blev bygget og betalt af Polen men overtaget af sovjetiske tropper, da de stod klar.

Den polske forsker Gregorz Kiarzys siger til Live Science om de polske atomvåben:

”De skulle bruges på den nordlige front ved invasion i den nordlige del af Tyskland og Danmark. Hvis situationen krævede atomvåben, kunne de læsses på lastbiler og køres til den nærliggende lufthavn for at blive benyttet som missiler”.