Dansk Folkeparti og syv andre oppositionspartier opfordrer regeringen til at udsætte afskaffelsen af store bededag til efter næste folketingsvalg
Udskyd afskaffelsen af Store Bededag til efter næste folketingsvalg. Sådan lyder opfordringen fra otte af Folketingets partier til regeringen. Det sker på dagen, hvor regeringens kontroversielle lovforslag om store bededag bliver førstebehandlet.
”Vi opfordrer kraftigt til, at regeringen tager bestik af den store folkelige modstand mod forslaget og lader demokratiet virke på sædvanlig vis ved, at et så indgribende lovforslag bliver genstand for debat i en folketingsvalgkamp. Det er kun rimeligt, når der er tale om et meget principielt lovforslag, der griber ind i den danske model, og som desuden vedrører kirkens indre anliggender,” lyder det i en fælles pressemeddelelse fra de otte partier: Dansk Folkeparti, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige.
Kun De Radikale er som det eneste parti udenfor SVM-regeringen ikke med i den fælles opfordring.
Vælgerne kendte ikke planerne
De otte partier påpeger, at forslaget om store bededags-afskaffelsen ikke var kendt i valgkampen.
”Vælgerne har derfor ikke haft mulighed for at lade forslaget om afskaffelsen af store bededag indgå i deres overvejelser, da de afgav deres stemme,” skriver de.
Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt siger om den fælles opfordring:
”Afskaffelsen af store bededag er et alvorligt angreb på dansk kultur og vores fælles traditioner. Det handler ikke kun om en fridag. Det handler også om det, der binder os sammen som folk. Derfor er det naturligt at befolkningen bliver spurgt – og at man har mulighed for at gøre dette til tema ved næste folketingsvalg”.
”Afskaffelsen af store bededag er et alvorligt angreb på dansk kultur og vores fælles traditioner”
Morten Messerschmidt
Topminister: Flere upopulære indgreb på vej
Opfordringen kommer samme dag, som økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) i et interview i Berlingske fastslår, at afskaffelsen af store bededag kun er den første af flere upopulære indgreb.
”Sådan må det være, fordi det er det ansvarlige at gøre. Vi har ikke lavet det her regeringsgrundlag bare til festlige lejligheder. Det er også derfor, at vi ikke bare giver op i forhold til store bededag, fordi der er kritik,” siger Troels Lund Poulsen.