Dansk Folkeparti undrer sig over, at fly fra Islamabad med smittede kunne lande i København trods lukkede grænser
Mindst seks passagerer var smittede med covid-19 i et fly fra den pakistanske hovedstad Islamabad, som lørdag den 6. juni landede i Københavns Lufthavn.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed onsdag morgen i en pressemeddelese.
“I vores arbejde med kontaktopsporing har der tegnet sig et mønster, hvor flere smittede har været ombord på det samme fly. Det drejer sig indtil videre om seks personer. Heraf har fire været smitsomme på det tidspunkt, hvor de har befundet sig ombord på flyet. Vi kan dog ikke udelukke, at vi i vores opsporingsarbejde finder flere,” siger Anette Lykke Petri, konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.
DF kræver svar fra regeringen
Men hvordan kan et fly med smittede lande i København midt under coronanedlukningen? Det vil Dansk Folkepartis Peter Skaarup have regeringen til at svare på. I en video på Facebook og Twitter, siger Peter Skaarup:
“Jeg undrer mig meget. Hvorfor kommer der et fly fra Islamabad på et tidspunkt, hvor vi har lukkede grænser, og hvor vi har haft lukket ned for flytrafikken, og hvor der har været meget få passagerer i Københavns Lufthavn, hvis overhovedet nogen? Det forstår jeg ikke og det vil jeg have regeringen til at svare på”.
Han mener, det udgør en risiko for danskerne, at der kan lande et fly med seks eller måske flere smittede i København.
“Så på alle mulige måder er der brug for en god forklaring, og den vil regeringen blive afkrævet på onsdag i Folketingets spørgetid,” siger Peter Skaarup.
Smitteopsporing
Styrelsen for Patientsikkerhed er nu i gang med at opspore andre passagerer fra flyet, der har siddet i nærheden af de fire smittede, og derfor potentielt kan være smittet med COVID-19.
“Vi arbejder på at stoppe smittekæderne, så virussen ikke breder sig yderligere. Vi har derfor fået udleveret passagerlisterne fra flyselskabet, og er i gang med at tage kontakt til personer, der har siddet i nærheden af de smittede på flyet,” siger Anette Lykke Petri.