Forholdene for danske veteraner skal forbedres, mener Dansk Folkeparti. Nyt DF-udspil får ros fra veteranforeninger

”Ingen soldat efterlades”. Sådan lyder et fast mantra i Forsvaret, og dét mantra skal også gælde for veteraner. Det fastslår Dansk Folkeparti i et nyt veteranudspil, som partiet vil forsøge at samle flertal for i det nye folketing. Målet er at forbedre forholdene for hjemvendte soldater, som har det skidt.

”Vi vil gerne lave nogle tiltag, der gør nettet for veteraner mere finmasket. Det kan være svært for alle landets kommuner at have de rette kompetencer til stede, og der kan mangle konkrete tilbud i forhold til for eksempel støttebolig, psykiatrisk behandling eller misbrugsproblemer,” siger Jeppe Jakobsen, forsvars- og veteranordfører, til Dagbladet Roskilde.

Dansk Folkeparti foreslår, at Veterancenteret i Ringsted styrkes og omdannes til en selvstændig styrelse, der kan agere på egen hånd, uden om Forsvaret.

”Et mindre antal veteransager er så svære, at det er umuligt for landets kommunerne at opretholde kompetencen til at håndtere dem på ordentlig vis. Derfor skal den nye styrelse tildeles kompetence til at overtage de sværeste veteransager fra kommunerne på områder som f.eks. jobcenterfunktion eller socialområdet,” foreslår DF.

Lettere at få godkendt arbejdsskade

Veteranernes muligheder for at få arbejdsskadeerstatning skal også styrkes. Trods særlove er der alt for mange eksempler på, at veteraner får underkendt deres sager, mener DF. Partiet foreslår, at der indføres et system, hvor diagnoser stillet af Veteranenheden under Aarhus Universitetssygehus eller Militærpsykiatrisk Ambulatorium på Rigshospitalet ikke kan underkendes eller omgøres af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

”Derudover skal sagsbehandlingen tage hensyn til veteranernes vanskelige situation. Veteraner kan i dag f.eks. få underkendt en arbejdsskadesag hvis de glemmer at nævne et symptom eller ikke går hurtigt nok til læge med deres problemer. Det er ganske enkelt uanstændigt,” lyder det i udspillet.

“Veteraner kan i dag f.eks. få underkendt en arbejdsskadesag hvis de glemmer at nævne et symptom eller ikke går hurtigt nok til læge med deres problemer”

DF i nyt udspil

Ikke kun for soldater

I følge DF bør veteranpolitikken ikke kun gælde militært personel. Politifolk, sygeplejersker og andre der har været udsendt, skal også omfattes.

Endelig foreslår DF, at der skal oprettes et monument for de 56 veteraner, der har taget deres eget liv, efter de var udsendt i årene 1992 til 2014. I forvejen findes ”Monumentet over Danmarks internationale indsats” på Kastellet, som indeholder navnene på soldater, som har mistet livet under udsendelse for Danmark. Men der savnes et monument for de glemte og oversete tab, mener DF.

Veteranudspillet får ros af formanden for Danske Veteraner og Veteranstøtten:

”Principielt kan vi jo kun gå ind for alt, hvad foreslås, som kan forbedre forholdene for de danske veteraner. Når det er sagt, så skal der foretages en evaluering af indsatsen under det nuværende forslagsforlig, og jeg håber da, at Danmark Folkeparti og flere andre partier vil lade deres forslag indgå i evalueringen,” siger Niels Hartvig Andersen til Dagbladet Roskilde.

Læs udspillet her: Veteranpakke